Straffedrama sender VM-værterne mod den ultimative triumf - og en national helligdag

Australien vandt lørdag formiddag over Frankrig efter straffesparkskonkurrence og er i landets første VM-semifinale.

Der skulle 20 straffespark til, før kvartfinalen fandt sin afgørelse. (Foto: © Tertius Pickard, Associated Press)

Der kan ikke være mange fingernegle tilbage på de australske fodboldfans.

VM-kvartfinalen mod Frankrig lørdag formiddag blev til et ustyrligt drama, selvom hverken de ordinære 90 minutter eller en halv times forlænget spilletid kunne kaste et mål af sig.

Gyseren gik i straffesparkskonkurrence, hvor der skulle 20 spark til at finde en vinder.

Australske Cortnee Vice scorede det afgørende straffespark, der sendte VM-værtsnationen i deres første semifinale nogensinde.

Det giver dem muligheden for at jagte den helt store triumf, som også vil kaste en ekstra gylden gulerod af sig.

Inden lørdagens kvartfinale fortalte den australske premierminister Anthony Albanese nemlig, at han vil arbejde ihærdigt for en national helligdag, hvor 'The Matildas' går hele vejen og vinder VM-guld.

- De inspirerer en hel nation. Jeg ønsker dem alt det bedste, og hele Australien følger med, sagde premierministeren inden kvartfinalen til det australske medie ABC.

Selvom Australien selv misbrugte tre forsøg i straffesparkskonkurrencen, bookede de billet til landets første VM-semifinale. (Foto: © DARREN ENGLAND, Ritzau Scanpix)

Fodbold samler Australien

52.000 tilskuere overværede dramaet i Brisbane, og endnu engang under dette VM var det stadionkapaciteten, der satte en naturlig grænse for tilskuertallet.

Interessen for VM generelt og Australiens kampe i særdeleshed har været større end antal rækker og sæder på stadion. Derfor slogårets slutrunde i Australien og New Zealand allerede i ottendedelsfinalerne rekorden for flest tilskuere til et verdensmesterskab.

Det mærker den australske trup, der efter sejren over Frankrig havde så travlt med at juble med tilskuere, at de dårligt nok havde tid til de obligatoriske interviews.

- Jeg har vundet medaljer før, men jeg sagde til spillerne, at det her ikke handler om medaljen, der hænger på deres bryst, siger Tony Gustavsson, der er landstræner for Australien.

- Det handler om det hjerte, der banker indenunder. Og det hjerte, der banker på vores hold og i vores land, er helt utroligt. Jeg vil bare sige tak til alle, der støtter os.

Han fortalte også, at han glæder sig til at finde ud af, om England eller Colombia venter i semifinalen. De to nationer mødes i den fjerde og sidste kvartfinale, som du kan høre i app'en DR Lyd.