Majken Gilmartin blev mandag aften ved en gallamiddag i Lausanne hædret for sit store arbejde med at forbedre mulighederne for kvinder i sportens verden. Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse.
Gilmartin har blandt andet stået for udviklingen af en fodbold til kvinder, en verdensomspændende kvindefodboldturnering med fokus på FN’s verdensmål, et globalt ligestillingsskoleprogram for 3-4-årige og arbejdet med kvindelige fodboldtrænere i asylcentre.
Gallamiddagen var arrangeret af Den Internationale Olympiske Komités (IOC) præsident Thomas Bach og med hæderen fulgte 30.000 dollars, der skal gå til et sportsprojekt for kvinder.
Majken Gilmartin fik prisen efter en indstilling fra DIF.
- Jeg er super stolt over at modtage en IOC-pris for min kamp for kvinder og deres rettigheder i sportens verden.
- At blive IOC-europamester i disciplinen ’kvinder og sport’ er super sejt. Det er blevet en del af mit DNA at tage kvindernes kamp i sportens verden, og det er rart at blive anerkendt for at være med til at gøre en forskel i verden, lyder det fra Majken Gilmartin i pressemeddelelsen.
Handlinger bag ord
Det var også en tydelig stolt DIF-formand, der var til stede ved uddelingen i Lausanne.
- Der har været indstillinger fra mange lande i Europa, men i IOC har de set, at der er handling bag Majkens ord. Hun er en aktivist, der kæmper for kvinders ret i sportens verden, og det kan vi kun bakke op om i DIF.
- Vi ønsker selv at få flere kvinder ind i sportens verden, for vi mener, at vi med både kvinders og mænds stemmer opnår de bedste tilbud og løsninger, siger formand for DIF, Niels Nygaard.
Majken Gilmartin arbejder i øjeblikket med en verdensomspændende fodboldturnering – Global Goals World Cup, som hun sammen med en række andre personer og organisationer har søsat. Det er en turnering, hvor der spilles fodbold for FN’s verdensmål omkring bæredygtig udvikling.
De 30.000 dollars præcist skal bruges til en videreudvikling af Global Goals World Cup.