Støtten til Blatter vakler

New Zealand forlader Blatter-lejren og støtter nu modkandidaten.

Fifa præsident Sepp Blatter er ikke populær alle steder. New Zealand har trukket sin støtte til schweizerens genvalg. (Foto: © Philipp Schmidli, Getty Images)

Skandalen om korruption i Fifa kan måske alligevel betyde, at det verdensomspændende fodboldforbund får ny præsident fredag aften.

Trods de 11 anholdelser af højtstående Fifa-medlemmer har den generelle holdning været, at Sepp Blatter havde masser af støtte - også selv om de europæiske lande støtter hans modkandidat, Jordans prins Ali bin al Hussein.

Nu begynder støtten imidlertid at vakle.

Ændringer så hurtigt som muligt

Senest har New Zealand fredag morgen meldt ud, at landet nu støtter prins Ali.

Så sent som i begyndelsen af denne uge meddelte New Zealands fodboldforbund ellers åbent, at man ville støtte Sepp Blatter - ganske som forbundet havde gjort mange gange tidligere.

- Set i lyset af, hvad der er sket i de seneste 48 timer, som har været meget stressende for alle os, som elsker fodbold, mener New Zealands fodboldforbund, at gennemgribende ændringer er essentielt for Fifa så hurtigt som muligt, lyder det i en pressemeddelelse fra Mark Aspden, der er præsident for New Zealands fodboldforbund.

Han mener nu, at forandring er det eneste, som kan rette op på Fifas ødelagte image.

- I New Zealands fodboldforbund mener vi, at ordentlig forandring kun kan ske med en ny præsident på plads. Derfor har vi besluttet at støtte prins Ali bin al Hussein.

Også USA og Canada har meddelt, at landene støtter prinsen fra Jordan i fredagens valg til præsidentposten i Fifa.

/ritzau/