Danmark - Armenien (Fodbold)
VM-kval, 18:00, Kanal5
Det danske fodboldlandshold fik en fin optakt til aftenens VM-kvalifikationskamp mod Armenien, da et noget svagt Liechtenstein-mandskab blev besejret med 5-0 i Horsens onsdag aften.
Danskerne må også regnes for favoritter mod Armenien, der grundet en skade må undvære deres suverænt største profil, Manchester Uniteds Henrikh Mkhitaryan.
Det store spørgsmålstegn på det danske landshold er Kasper Schmeichel, der grundet en operation for brok sad ude i sejren mod Liechtenstein. Her vogtede Brøndbys Frederik Rønnow målet og tog sig fint af de få opgaver, han havde i den danskdominerede affære.
Armenien har også spillet testkamp før aftenens kamp i Telia Parken. Armenierne tabte onsdag aften 3-0 ude mod Tjekkiet.
Danmark er udover Armenien i VM-kvalifikationsgruppe med Polen, Kasahkstan, Rumænien og Montenegro.
Italiens Grand Prix (Formel 1)
TV3+, 12:30
Udgangspunktet kunne næsten ikke være værre for Kevin Magnussen, der starter næstsidst på den legendariske Monza-bane i Italien, men der skal mere end en dårlig kvalifikation til at slå danskeren ud.
- Jeg tror ikke, jeg vil være rigtigt glad for andet end point, men det kan godt være, vi er nødt til at være tilfredse med et mindre resultat. Men vi giver alt, hvad vi har, lyder det fra Magnussen til TV3 Sport.
Kevin Magnussen kan muligvis presse sin Renault op i pointene, men helt frem i feltet når han næppe, hvor den forsvarende verdensmester, Lewis Hamilton, starter i pole position. Hamiltons teamkammerat, Nico Rosberg, starter lige efter.
Danmark - Polen (Ishockey)
TV2 Sport, 12:45
Det danske ishockeylandshold har haft en alt andet end heldig OL-kvalifikation, hvor det fredag blev til til 3-0 nederlag til Slovenien. Danmark har dermed ingen mulighed for at kvalificere sig til OL i 2018.
Torsdag blev danskerne slået med 5-2 af Hviderusland.
Det er således kun æren, der er på spil, når Danmark møder Polen.