Spelmann dumper første halvdel af grundspillet for AGF

Martin Spelmann mener ikke, at AGF har præsteret, som holdet burde i sæsonens første 13 kampe.

Martin Spelmann her i midten. (Foto: © Anders KjæRbye, Scanpix)

Med 0-4-nederlaget mod FC København i Parken kom AGF igennem halvdelen af grundspillet i Alka Superligaen, som består af 26 kampe.

De 13 kampe har kastet fire sejre, to uafgjorte og syv nederlag af sig, hvilket på bundlinjen giver 14 point og en tiendeplads i ligaen.

Ledelsen var så utilfreds med resultaterne, at Glen Riddersholm for godt tre uger siden blev erstattet på cheftrænerposten af David Nielsen, og midtbaneslideren Martin Spelmann har heller ikke været tilfreds.

Adspurgt om præstationen halvvejs gennem grundspillet er han klar i spyttet.

- Den er selvfølgelig ikke godkendt, konkluderer Spelmann.

- Nogle gange har spillet været der, og så har vi været ekstremt uheldige, og så er der andre gange, hvor spillet ikke har været der, men hvor vi har været heldige. Overall har det bare ikke været stabilt nok.

Voldsomt forår

Han føler sig omvendt sikker på, at holdet nok skal rejse sig og levere bedre, og det er et must, når kalenderen viser forår.

- Vi så i sidste sæson, at det er foråret, som bliver voldsomt, og hvor der virkelig skal kæmpes, siger Spelmann.

Det gode spil og resultaterne må imidlertid meget gerne komme tidligere end til foråret, hvis man vil undgå endnu en tur i nedrykningsplayoff.

- Vi kender også vigtigheden af at få så mange point som muligt med over i 2018.

- Det så vi sidste sæson, da vi stod og manglede et enkelt point eller sådan noget og egentlig spillede fantastisk, men så skulle vi alligevel ud i liv-eller-død-kampe en hel masse gange, lyder det fra Martin Spelmann.

I sidste sæson klarede AGF frisag i nedrykningsplayoff med samlede sejre over først Esbjerg og dernæst Viborg.

/ritzau/