Der er hårde ord fra de spanske aviser efter FC Barcelonas Champions League-exit tirsdag aften.
Barcelona var foran 4-1 fra det første opgør hjemme i kvartfinalen mod AS Roma, men Barcelonas stjernespillere endte overraskende med at tabe 0-3 i returkampen i Rom.
Dermed gik romerne videre på reglen om udebanemål, hvilket kostede Barcelona den forventede plads i semifinalen.
Flere spanske aviser kalder præstationen for et "kolossalt nederlag" for Barcelona.
Kolossal katastrofe
Barcelona-avisen Sport sørger decideret over nederlaget med en sort forside, hvor avisen konstaterer, at der ikke findes undskyldninger for Barcelonas fiasko.
Avisen El Periódico kalder kampen "en katastrofe af kolossale dimensioner" og ser nederlaget som et svigt fra Barcelona-træner Ernesto Valverdes side.
- Fejlen var Valverde, konstaterer avisen og peger på trænerens konservative strategi.
- Har det virket før, vil det virke igen, var trænerens rationale, men det samme Barcelona-hold spillede ikke, som det plejede. Holdet spillede uendeligt meget værre, og trænerens plan gik i vasken, skriver El Periódico.
Ifølge El Periódico bar Barcelonas spillestil præg af "skødesløshed", "passivitet" og "dovenskab".
Messi forsvandt
Spaniens største sportsavis, Marca, langer derimod ud efter stjernespilleren Lionel Messi.
- Messi forsvandt i kvartfinalen, skriver avisen.
- Messi havde en aften, der vil blive svær at glemme. Argentineren, som har haft en fremragende sæson, inden han tog til Rom, forsvandt i kvartfinalen, uden at han udgjorde den sædvanlige fare for modstanderne.
Avisen oplister de ni gange, Messi og Barcelona er røget ud af turneringen i kvartfinalen siden 2007.
Madrid-avisen AS tolker nederlaget som et udtryk for, at Barcelona har haft for meget fokus på stjernespilleren i stedet for at fokusere på holdet som helhed.
- Verdens bedste spiller var for alene til at kunne trække læsset, skriver AS.
- Præsterer han (Messi, red.) ikke, præsterer holdet ikke. Og i går, hvor Messi ikke trådte i karakter for tredje sæson i træk i en Champions League-kvartfinale, kunne holdet ikke finde andre kræfter at trække på, skriver avisen.
/ritzau/