Xavi er blevet solgt til FC Barcelona: 'Den stolte søn skal hjem for at redde den synkende skude'

Xavi Hernandez er en legende i FC Barcelona efter spillerkarrieren. Nu er han på vej tilbage som cheftræner.

Xavi Hernandez i sin sidste kamp som spiller for FC Barcelona. Nu er han på vej tilbage til klubben, men denne gang er det som cheftræner. (Foto: © GUSTAU NACARINO, Ritzau Scanpix)

Xavi Hernandez forlader sin klub Al Sadd, fordi han skal være cheftræner i den spanske storklub FC Barcelona.

Det oplyser Xavis nu tidligere klub, Al Sadd. Oplysningen er endnu ikke bekræftet af FC Barcelona.

Det er ikke hvem som helst, der står til at afløse Ronald Koeman i spidsen for Barcelona. Xavi fik sin fodboldopdragelse på klubbens famøse akademi, La Masia, inden han gennem 767 kampe på Barcelonas førstehold var en essentiel brik i en af klubbens allerbedste perioder.

Nu er han så på vej til at overtage holdets tøjler som cheftræner.

Som maestroen på midtbanen dikterede Xavi spillet på det Barcelona-hold, der sammen med megastjerner som Lionel Messi, Andres Iniesta og Carles Puyol dominerede europæisk klubfodbold i flere perioder.

Han var også en del af det spanske landshold, der sad på verdensherredømmet med to EM-titler og et verdensmesterskab i perioden 2008-2012.

Efter tiden i Barcelona tilbragte Xavi de sidste fire år af sin spillerkarriere i Al Sadd i Qatar, indtil han i 2019 lagde støvlerne på hylden og i stedet påtog sig rollen som cheftræner. Nu, to år senere, er han på vej til at vende hjem til Barcelona og et af verdens største trænerjob.

- Xavi har i de seneste dage informeret os om sit ønske om at komme til Barcelona på grund af den kritiske periode, klubben i øjeblikket gennemlever.

- Vi forstår hans ønske og har besluttet os for ikke at stå i vejen, siger Turki Al-Ali, der er administrerende direktør i Al Sadd.

Al Sadd oplyser desuden, at Barcelona har udløst en frikøbsklausul for at få fingrene i Xavi.

Mens Xavis karriere som spiller er fyldt med succesoplevelser, trofæer og store triumfer, og næppe efterlader nogen tvivl om niveauet, så er han noget mere ukendt i skikkelsen som cheftræner i europæisk regi.

Men det er efterhånden lidt af et velkendt træk i fodboldens verden at hyre en klublegende som cheftræner, påpeger DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

- Det er en af fodboldens klassiske, tilbagevendende noveller, nemlig at den stolte søn skal hjem for at redde den synkende skude. Den har vi set mange gange, siger han.

FC Barcelona har været plaget af tumult, svingende resultater og dårlig økonomi gennem de seneste år.

Derfor er det ikke en klub i topform, som Xavi er på vej til at vende hjem til. Men der kan hans status som en af klubbens største sønner komme ham til gode.

- Xavi er tæt på at være en helgen i FC Barcelona sammen med de rigtige Barcelona-gutter med La Masia-baggrund (klubbens akademi, red.) som ham selv, Andres Iniesta, Sergio Busquets, Gerard Pique og Carles Puyol.

- Dem, der er catalanere, og som er uddannet i den skole og førte FC Barcelona til at være det hold, som alle i verden orienterede sig mod for at se, hvordan de spillede fodbold. De vil altid have en mytisk status i Barcelona. De er ikoner, både fodboldmæssigt, men også for hele Catalonien, siger Andreas Kraul.

  • Xavi sammen med resten af sin trænerstab i Al Sadd. (Foto: © KARIM JAAFAR, AFP or licensors)
  • Han har på to år først Al Sadd til et mesterskab og to pokaltitler. (Foto: © KARIM JAAFAR, AFP or licensors)
1 / 2

FC Barcelona er ikke et dårligt fodboldhold, selvom klubben ikke helt rammer tidligere tiders fodboldmæssige højder, men det er en klub, der siden Lionel Messis afsked i sommer har ledt efter en ny vej. Og det er her, Xavi kommer ind i billedet, siger Andreas Kraul.

- I den henseende kan det godt være fornuftigt, at det er et klubikon som Xavi, fordi han automatisk vil have længere snor. Ronald Koeman (den tidligere træner, red.) var dead man walking, også selvom han har spillet i klubben. Men han er hollænder og har ikke den kærlighed bag sig, som Xavi har.

- Den kærlighed kan give Xavi noget af den snor, som der helt tydeligt skal bruges, hvis man skal tro på, at klubben skal vendes og finde en varig tilstand på længere sigt, der sender FC Barcelona tilbage på rette spor, siger Andreas Kraul.

Alle har drømt om dagen

Xavi har for længst sikret sig legendestatus i FC Barcelona.

Derfor er det også en glædens dag for klubbens fans, hvis man spørger Kim Wennerwald, der er redaktør på fcbarcelona.dk.

- Alle har drømt om den dag, hvor Xavi skulle være træner, og forventede, at det her kunne blive den nye gyldne æra for Barcelona. Han er den helt oplagte til at skabe holdet efter Barcelonas værdier og filosofi.

- Den lille frygt, der måske er for, hvor dyb den nuværende krise er, og om Xavi får de optimale midler til at kunne køre hans ideer ind, for økonomisk er der ikke noget at komme efter i øjeblikket, og profiler er der heller ikke det store af. Man kan godt frygte, at vi kommer til at brænde Xavi af lidt for tidligt, siger Kim Wennerwald.

Han er dog ikke bange for, at Xavis legendestatus i FC Barcelona kan komme til at lide et knæk, hvis ikke Xavi i trænersædet bliver en succes.

- Jeg tror ikke, det kan ske for Xavi, at han beskadiger sit renomme i klubben, men vi kan ikke have en klublegende som træner for evigt uden at få resultater, og det er den lille frygt, der kan være, siger Kim Wennerwald.