Storebror Neville ny Valencia-træner

Gary Neville overtager ledigt trænerjob i Valencia og afliver dermed rygterne om Michael Laudrup i klubben.

Gary Neville bliver cheftræner i Valecnia med lillebror Phil som assistent. (Foto: © Matthew Childs, Scanpix)

Den spanske klub Valencia meddeler onsdag på sin hjemmeside, at man har ansat den tidligere Manchester United-spiller Gary Neville som cheftræner for resten af sæsonen. Neville tager over efter Nuno Santo, som stoppede i weekenden.

Santos opsigelse fik straks diverse medier til at udråbe Michael Laudrup og den tidligere Barcelona-træner Frank Rijkaard som favoritter til jobbet, men det bliver altså Gary Neville - som minimum frem til sommer.

- Vi er henrykte over at kunne sikre Gary Neville så hurtigt, siger Valencia-præsident Layhoon Chan til klubbens hjemmeside.

- Han kombinerer trænererfaring fra højeste niveau fra sin tid som en del af trænerstaben på det engelske landshold med en spillerkarriere i verdensklasse fra både England og Manchester United.

Gary Neville selv er også begejstret over at få muligheden for at udleve drømmen om en trænerkarriere i en storklub.

- Valencia er en kæmpe klub med vedholdende styrke, og jeg kender fra min tid som spiller den dedikation og passion, som Valencias fans har, lyder det fra den nyudnævnte træner.

Gary Neville har siden 2011, hvor han lagde støvlerne på hylden, gjort sig som en meget respekteret ekspert hos Sky Sports.

Valencia bliver dermed hans første klub som træner, men han får god opbakning fra familien.

Lillebror Phil Neville, som også spillede mange sæsoner i Manchester United, er således assistenttræner i klubben.

/ritzau/