Spanske medier revser FC Barcelona efter røvfuld mod rivalen

FC Barcelona fik ørene i maskinen, da holdet tabte 0-4 til rivalerne Real Madrid i Copa Del Rey-semifinalen onsdag aften.

FC Barcelona faldt fuldstændig igennem onsdag aften mod ærkerivlerne Real Madrid. (Foto: © ALEJANDRO GARCIA, Ritzau Scanpix)

Måske var det meget heldigt, at gårsdagens El Clásico mellem FC Barcelona og Real Madrid sluttede, efter de mindste var puttet.

Det var i hvert fald ikke for sarte sjæle, da madrilenerne savede ærkerivalerne over 4-0 i Copa Del Rey-semifinalen og gik videre til finalen 4-1 samlet.

Stemningen i de spanske medier er da også rimelig ensrettet her dagen derpå, hvor Real Madrid hyldes for en fodboldmæssig opvisning, mens FC Barcelona kritiseres kraftigt efter ydmygelsen.

Marca

Hos Marca lovprises Real Madrid for at give klubbens fans "en uforglemmelig onsdag med passion".

Omvendt fik Barcelona-tilhængere et resultat, de end ikke forventede "i deres værste mareridt".

For da først Real havde bragt sig foran 1-0 i første halvleg, vendte kampen på hovedet, mener Marca.

- Tilbage fra omklædningsrummet fik Madrid bolden mere, og Barcelona forsvandt.

"Baile". Dans. Det var rendyrket opvisning fra Real Madrid mod Barcelona, mener Marca. (© Twitter: @Marca)

Den forholdsvis brutale analyse lyder også, at det forspring på 12 point, FC Barcelona har ned til Real Madrid i den hjemlige liga, er misvisende.

- Real Madrid er meget mere et hold end Barcelona, ligesom Ancelotti (Real-træner, red.) er mere end træner end Xavi (Barcelona-træner, red.).

- Barca kommer til at vinde La Liga fortjent, men er stadig langt fra den europæiske elite. Det så man i Champions League, i Europa League og i denne Cup-kamp, skriver Marca.

AS

Mediet AS tegner og fortæller også om gårsdagens spanske fodboldbrag - igen med ros til Real.

- Madrid danser sig i finalen, skriver AS blandt andet, som på dagens forside spiller på, at det var sejr, hurtigt i bad og videre i teksten for "Kongeklubben".

- Det hvide hold skal til Estadio de La Cartuja (finalestadionet, red.) efter at have revet Barcelona fra hinanden, der forsvandt efter 0-1.

(© Twitter: @diarioas)

Sport

Man skal huske at slå til, når chancerne byder sig, konkluderer mediet Sport om FC Barcelonas brændte chancer. Pilen peger primært én vej, og det er indad.

- Xavi havde sagt det i optakten (at Madrid var favoritter, red.), og ikke engang de hvide fra Real troede på ham. Han havde ret. Desværre, skriver Sport.

Mediets skribent, Lluís Mascaró, mener til gengæld, at FC Barcelona fortjente bedre efter en fornuftig første halvleg.

- Fodbold er nogle gange uretfærdigt. Og denne onsdag var det meget for Barcelona, skriver Mascaró.

- Det var en dårlig nat for FC Barcelona. De fortjente at udslette Madrid i de første 45 minutter, men de tillod for meget og betalte senere konsekvenserne.

(© Twitter: @sport)

Mundo Deportivo

Det er hårdt at sige farvel, konkluderer Mundo Deportivo på sin forside. I analyserne fra kampen fremgår det tydeligt, hvordan FC Barcelona gik fuldstændig i stå.

- En sejr med et hattrick fra Benzema mod et Barcelona-hold, der let faldt fra hinanden i en forfærdelig anden halvleg, hvor de ikke konkurrerede, skriver mediet.

"Duro adios". Et hårdt farvel, skriver Mundo Deportivo om Barcelonas pokalexit. (© Twitter: @mundodeportivo)

Mundo Deportivos sportsredaktør, Sainti Nolla, påpeger i en analyse, at FC Barcelona var alt for dårlige til at stå imod, da holdet mødte modstand.

- Barcelona skal lære af denne kamp. Man kan ikke være så skrøbelig psykisk. Man skal kunne tilpasse sig detaljerne i spillet, som ikke altid falder ud i ens favør, skriver Nolla i en klumme om kampen.

I finalen skal Real Marid op mod Osasuna. Kampen spilles 6. maj klokken 20.00 på Estadio de La Cartuja i Sevilla-