Real Madrid dummede sig stort onsdag aften, da træner Rafael Benitez havde russeren Denis Cheryshev med fra start i en pokalkamp ude mod Cadiz. Kantspilleren var således lejet ud til Villarreal i sidste sæson, hvorfra han efter tre gule kort i sidste års pokalturnering havde en karantæne med hjem til Madrid.
Det vidste man bare ikke i Madrid.
Brøleren kan betyde, at Real Madrid smides ud af pokalturneringen, men på et pressemøde torsdag afviste Real Madrid-præsident Florentino Perez at det kan komme på tale.
- De sanktioner kan ikke føres ud i livet, når spilleren ikke er blevet personligt informeret om sin karantæne. Sådan forstår jeg reglerne. Hvad der skete i aftes, det er aldrig sket før i Real Madrid. Hvis vi ikke kendte til karantænen, så kan sanktionerne ikke stå ved magt, lød det fra Perez, der mener, at Real Madrid har gjort deres arbejde ordentligt.
- Hør her, vi har en afdeling, der er dedikeret til at tage sig af den slags. Ingen fortalte dem om Cheryshevs karantæne. Vi gennemgik samtlige spillere grundigt inden kampen i går. Vi er klar til at gå hele vejen med den sag her, sagde Florentino Perez på pressemødet.
Cadiz, der hører hjemme i den tredjebedste række i Spanien, indberettede tidligere torsdag Real Madrid til det spanske fodboldforbund.
- Vi overlader det til myndighederne at beslutte, hvordan sagen skal behandles, skriver Cadiz på klubbens hjemmeside.
I september blev Osasuna straffet for en lignende hændelse, hvor man også havde brugt en spiller, der havde en karantæne med over fra sidste sæson. Osasuna blev diskvalificeret fra pokalturneringen.