Real og Atlético lægger pres på Barcelona med sejre

Real Madrid og Atlético Madrid går begge forbi FC Barcelona, der skal vinde over Sporting Gijon for at tage førstepladsen tilbage.

Real Madrid kan takke Gareth Bale for, at de stadig hænger på i mesterskabskampen. (Foto: © Curto De La Torre, Scanpix)

Med en 3-2-sejr ude mod Rayo Vallecano lagde Real Madrid lørdag pres på FC Barcelona i kampen om det spanske mesterskab. Real var ellers bagud 0-2 efter bare 14 minutter, men kom tilbage og sikrede sig sejren.

Også Atlético sikrede sig tre point i deres kamp mod Malaga, og dermed er Barcelona nødsaget til at vinde, når de senere lørdag møder Gijon.

Med sejrene overhaler begge hold nemlig Barcelona i Primera Division.

Med to scoringer i det første kvarter lagde Rayo ellers et tungt pres på Reals spirende mesterskabsdrømme.

Først var det Rayos Adri Embarba, der sparkede et fladt indlæg ind til 1-0 efter bare syv minutter. Og syv minutter senere kunne Miku udbygge føringen, da han opsnappede en løs bold foran mål efter lidt klumpspil.

Real var uden en småskadet Cristiano Ronaldo, og det efterlod håbet om et comeback i hænderne på holdets andre store stjerner.

Det ansvar tog Gareth Bale i første omgang, da han reducerede til 1-2 med et hovedstød på hjørnespark ti minutter før pausen. Og fem minutter inde i anden halveg kunne Lucas Vázquez så udligne til 2-2 med endnu et hovedstød.

Det lignede længe en pointdeling, men ni minutter før tid fuldendte Bale Reals comeback med en forløsende scoring til 3-2.

Andetsteds i Madrid tog Atlético senere på dagen mod Malaga, der lever en tilværelse midt i tabellen. Det blev dog kun til en smal sejr for hjemmeholdet.

Den første time gik helt uden scoringer, inden 21-årige Angel Correa tog sagen i egen hånd. Først satte han et par Malaga-spillere af med hurtige driblinger, og bagefter sendte han et flot langskud mod mål, der sikrede Atlético 1-0-sejren.

Med sejrene er Atlético nu ét point foran Real og tre point foran Barcelona, der altså har en kamp til gode. Vinder Barcelona lørdag, indtager klubben igen førstepladsen.

/ritzau/