Real Madrid barberer Sevilla og Simon Kjær

Cristiano Ronaldo fejrede sin femte Ballon d'Or-kåring med to scoringer, da Real Madrid slog Sevilla 5-0.

Simon Kjær og Sevilla fik bagdelen på komedie i Madrid. (Foto: © Pierre-Philippe Marcou, Scanpix)

Real Madrid tog tre vigtige point i jagten på topholdene i La Liga, da hovedstadsklubben hjemme vandt 5-0 over Simon Kjær og Sevilla.

Inden opgøret havde begge hold 28 point, og det er otte færre end ligaens førerhold, Barcelona.

Simon Kjær var med fra start og spillede hele kampen, mens Michael Krohn-Dehli blev skiftet ind med små ti minutter tilbage af opgøret.

Efter tre minutters spil så Simon Kjær og angriberen Luis Muriel ikke for godt ud, da Real Madrid bragte sig foran 1-0.

Efter et hjørnespark kunne de to Sevilla-spillere ikke blive enige om, hvem der skulle heade bolden væk.

Den ramte så Muriel på skulderen og endte hos Real Madrids Nacho i det lille felt, og det var en smal sag for spanieren at sparke bolden ind til en Real-føring.

Cristiano Ronaldo blev hyldet inden kampen for at have vundet sin femte Ballon d'Or, som er en af priserne for at være verdens bedste fodboldspiller, og han markerede dagen med to scoringer.

Tempoet faldt efter pausen

Efter gode 20 minutters spil, kom Marco Asensio i et rush op i midten af banen, og han spillede Ronaldo fri. Portugiseren tog bolden med sig og satte den ind bag Sevilla-keeperen.

Det skulle blive værre endnu for Sevilla. Efter en halv time havde Jesus Navas hånd på bolden i feltet, og Ronaldo scorede sit andet mål i kampen, da han eksekverede straffesparket.

Små ti minutter senere blev det også 4-0, da Toni Kroos kombinerede med Lucas i et kontraangreb og sparkede bolden ind i Sevilla-målet bag keeper Sergio Rico.

Få minutter inden pausen kom 19-årige Achraf Hakimi på måltavlen, da Karim Benzema spillede ham fri og han blev alene med målmanden. Det var marokkanerens første seniormål i Madrid-trøjen.

I anden halvleg satte kongeklubben tempoet ned. Real Madrid sad stadig på det meste, men de helt store chancer udeblev. Benzema havde dog et hovedstød på stolpen halvvejs i halvlegen.

Kampen sluttede med en sejr på 5-0 til Real Madrid, der nu er ubesejret i fem ligakampe i træk.

/ritzau/