En sag om racisme i spansk fodbold er nået toppen af international politik.
FN's højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, har således været ude og kommenterer på de racistiske tilråb mod Real Madrid-stjernen Vinicius Junior.
- Jeg opfordrer dem, der organiserer sportsbegivender, til at have strategier, som kan forebygge og bekæmpe racisme, siger Volker Türk.
De racistiske tilråb mod Vinicius Junior er forekommet flere gange i løbet af sæsonen, men skete seneste i Real Madrid nederlag på 0-1 til Valencia.
Det Spanske Fodboldforbund meddelte efterfølgende, at Valencia skal lukke sin sydtribune i fem kampe som følge af sagen, ligesom tre unge mænd blev anholdt af det spanske politi. De er siden blevet løsladt.
Kulminationen
Flere store fodboldstjerner og politikere har reageret, men nu går FN ind i sagen med en opfordring til at bekæmpe racismen, og ifølge DR Sportens kommentator Henrik Liniger lægger det et "voldsomt pres" på spansk fodbold.
- Dette var blot kulminationen på en længere periode, hvor der i en række af Real Madrids udekampe har været racistiske tilråb mod Vinicius Junior uden konsekvenser, siger Henrik Liniger.
Man ser dog nu en tydelig modreaktion hos fans og spillere.
- Real Madrids seneste kamp mod Rayo Vallecano blev nærmest en manifestation af støtte til Vinicius Junior og imod racisme, siger han.
- Langt de fleste fodboldfans ved godt, hvor grænsen går, men vi ser tilbagevendende problemer, og derfor blusser det op igen.
Det spanske politi undersøger fortsat sagen, hvor fire mænd ifølge Reuters blandt andet er blevet forbudt at nærme sig Real Madrids hjemmebane og alle andre spanske stadioner på kampdage samt at kommunikere med Vinicius Junior.
Det sker på baggrund af en mulig hadforbrydelse fra januar, hvor en sort dukke med brasilianerens holdnummer på trøjen blev hængt i en løkke fra en bro nær Real Madrids træningsbaner i den spanske hovedstad.