Ved afslutningen på et timelangt interview med Lionel Messi, lagde den spanske journalist fra tv-stationen La Sexta, Jordi Évole, to bøger frem på bordet.
To rejsebøger med tips og tricks til destinationerne Manchester og Paris. En kraftig reference til fodboldklubberne Manchester City og Paris Saint-Germain, som af og til er blevet kædet sammen med den argentinske magiker, Lionel Messi.
Messi afviste begge bøger med følgende ord til den spanske journalist:
- Dem beholder du.
Det er sjældent, at de helt store fodboldspillere åbenhjertet fortæller både personlige og sportslige tanker i længere interviews med journalister. Men det var tilfældet søndag aften, da én af de helt største i fodboldhistorien fortalte om sit liv og fremtid.
I optakten til - det for mange – længeventede interview med Messi, var det helt store spørgsmål, hvor Messi skal spille i næste sæson. Hans kontrakt med Barcelona, som han fik debut for i 2004, slutter til sommer, og allerede efter nytår har han lov til at forhandle med andre klubber.
Spekulationerne om et chokskifte blev ikke mindre, da han i august officielt anmodede om et skifte væk fra Barcelona. Messis utilfredshed med klubben kom som et resultat af en længerevarende krise i den catalanske storklub med specielt den tidligere præsident Josep Maria Bartomeu i spidsen.
Men Messi blev. I et interview med fodboldmagasinet GOAL, fortalte han i starten af september, hvorfor han endte med at tage en sæson mere i Barcelona.
- Jeg fortsætter, fordi præsidenten (Josep Maria Bartomeu, red.) fortalte mig, at den eneste måde at skifte var at betale frikøbsklausulen på 700 millioner euro (5,2 milliarder danske kroner), og det er umuligt, sagde han til GOAL.
Utilfredsheden var stor, og det har ført til, at der stadig spekuleres i et sommerskifte for Messi.
Åben for USA
Tilbage til de to rejsebøger. For selvom han afviste de ellers gode tilbud fra den kære journalist, så åbnede han muligheden for en fremtid på den anden side af Atlanten.
- Jeg vil gerne spille i USA og opleve livet og ligaen der, men i sidste ende vende tilbage til Barcelona.
- Jeg tænker ikke så langt lige nu, for jeg vil bare gerne se, hvordan sæsonen slutter, fortalte Messi i interviewet ifølge den spanske sportsavis AS.
Messi vil da heller ikke begynde at tale med andre klubber, bare fordi han får mulighed for det efter nytår.
- Nej, langt fra. Det ville gå imod, det jeg har sagt. Min plan er at gøre alt, hvad jeg kan for klubben lige nu.
I forhold til et potentielt klubskifte, så er der nok ikke mange, der regner med, at argentineren til sommer skifter til én af de to Madrid-klubber, rivalerne fra Real Madrid samt Atlético Madrid.
Og det afviste, han også selv kraftigt under interviewet.
- Nej, det kommer ikke til at ske. Ingen af mulighederne.
Spørgsmålstegn ved klubkærligheden
Det tog hårdt på Lionel Messi, at det mulige skifte i sommer afledte en mistro om hans kærlighed til klubben. Det var også et emne i interviewet, som Messi åbnede fortalte om.
- Det generede mig. Jeg følte, at jeg havde nået til enden i en cyklus, og at det var tid til at forlade klubben, der havde givet mig så meget.
- Jeg ville vinde titler og kæmpe om Champions League, og jeg følte, at det var tid til forandring. Præsidenten begyndte derefter at fokusere på det for at tegne et negativt billede af mig.
Han fortalte samtidig, at det langt fra havde været nemt at tage beslutningen om at ville forlade klubben og byen. Familien ville gerne blive i byen, men han følte, at det var tid til at gå.
I samme periode lod klubben en anden stor stjerne Luis Suarez skifte til Atlético Madrid, men det skifte havde ikke noget med Messis beslutning at gøre, selvom han syntes skiftet var vanvittigt.
- Jeg følte, at det var vanvittigt, hvordan hans skifte blev håndteret, og at Barcelona lod ham gå til en direkte rival.
Messi ville ikke kommentere på, om han havde følt sig forrådt af den tidligere præsident, men fortalte, at det vil komme frem i fremtiden.
USA, Barcelona, Manchester, Paris, de to Madrid-klubber eller noget helt syvende? Dørene vil uden tvivl altid være åbne for Lionel Messi lige meget, hvilket klublogo han peger på til sommer. Messi selv? Ja, han tager beslutningen ganske roligt.
- Lad os vente og se, hvad der sker. Jeg tager beslutningen til sommer.