Fra skurk til frelser: Braithwaite var 'kold i røven' i drømmedebut

Den danske landsholdsangriber scorede søndag sejrsmålet for Espanyol i den spanske La Liga.

Martin Braithwaite of RCD Espanyol during the La Liga match between Athletic Club and RCD Espanyol played at Sam Mames Stadium on September 4, 2022 in Bilbao, Spain. (Photo by Cesar Ortiz / PRESSIN) (Photo by pressinphoto/Sipa USA) (Foto: © Cesar Ortiz / PRESSIN, pressinphoto)

I august løb Martin Braithwaite på banen til en massiv pibekoncert fra FC Barcelonas utilfredse fans. Upopulær og uønsket.

En måned senere forlod den danske landsholdsangriber banen som helt og matchvinder for Espanyol i Spaniens bedste række, La Liga.

Vestjyden fik en sand drømmedebut for sin nye arbejdsgiver, da han i 83. minut sendte kuglen i kassen og sikrede Espanyol sæsonens første sejr med 1-0 over Athletic Bilbao.

På Barcelonaklubbens Twitter-profil takker Martin Braithwaite for støtten.

- Første kamp, første mål, første sejr. Det er jeg meget glad for. Vi fortsætter med at arbejde. Tak til jer alle, siger danskeren.

Inden sit skifte til naboklubben Espanyol på transfervinduets sidste dag blev Martin Braithwaite tilsvinet på de sociale medier, skældt ud på vej til træning og droppet fra FC Barcelonas træningslejr.

Den økonomisk pressede klub havde brug for penge, og danskeren spærrede for registreringen af nye indkøb. Derfor går den genrejste angribers debutmål da heller ikke ubemærket hen i den spanske sportspresse.

Vi elsker dig, magisk! Skriver Espanyol om Braithwaites sejrsmål i et opslag på Twitter. (Foto: © Espanyols Twitter-profil, Espanyols Twitter-profil)

Martin kom som kaldet og baskede med vingerne

Det spanske medie Mundo Deportivo skriver følgende om 'iskolde Braithwaite'.

- Martin Braithwaite kom som kaldet. Den danske angriber underskrev på transfermarkedets sidste dag og viste med sit mål sin vigtighed denne søndag i en meget svær kamp, lyder det.

Avisen Marca hylder den danske angriber og skriver, at han stak en kniv i Bilbaos forvar.

- Braithwaite flyver i San Mamés, skriver bladet med henvisning til Athletic Bilbaos hjemmebane.

Medie Sport er ligeledes begejstrede for Martin Braithwaites 'brag' på den svære, spanske udebane.

Andy West, journalist og kommentator BBC Sport, tager den en dribling videre og kalder danskeren for den perfekte angriber for et midterhold.

- Den eneste grund, til at Athletic Bilbao før i dag ikke havde indkasseret et mål denne sæson, er, at de ikke havde mødt Martin Braithwaite, skriver Andy West på Twitter.

  • Martin Braithwaite fejrer sit mål foran Bilbaos fans. (Foto: © Pressinphoto/Shutterstock, Copyright (c) 2022 Shutterstock. No use without permission.)
  • Landstræner Kasper Hjulmand i blå stoler på Martin Braithwaite og er uden glad for at se angriberen tilbage på måltavlen, siger Francis Dickoh. (Foto: © Lars Poulsen)
1 / 2

DR Sportens fodboldekspert Francis Dickoh er yderst imponeret over landsholdsangriberen, der på kort tid gik fra 'skurk til frelser'.

Én ting er, at San Mamés er et svært sted at spille. Noget andet er at score efter en turbulent periode som uønsket og upopulær Barcelona-spiller, lyder det fra den tidligere fodboldspiller.

- Det kræver en helt unik forberedelse. Det kræver så meget mental styrke at holde sig motiveret på træningsbanen, selv om du ved, at du blot er et trøjenummer for Barcelona. Og så præsterer han nu, understreger Francis Dickoh.

- Umiddelbart tænker jeg, at Braithwaite er kold i røven. Han er iskold, for han har været igennem en storm af rang. At han kan score i dag, fortæller alt om ham som menneske og fodboldspiller.

Én scoring er selvfølgelig ikke nok til at sikre Martin Braithwaite en plads blandt de 26 spillere, som skal forsøge at skaffe Danmark succes ved VM i Qatar til november,

Men angriberen får flere muligheder for at spille sig ind i det gode selskab, og derudover kan han med sin ukuelige tro på sig selv bidrage med noget andet end de andre angribere i landstræner Kasper Hjulmands trup, mener Francis Dickoh.

- Han er ikke bange for den store scene, og det er det unikke ved Martin Braithwaite. Han springer ikke over, hvor gærdet er lavest, understreger fodboldeksperten.

- Martin Braithwaite fik i aften tysset på en masse kritikere.