Den bedste nogensinde? Så vilde er Messis meritter

Lionel Messis tid i FC Barcelona har været unik på mange områder.

Det er endnu uvist, hvad det næste skridt i Lionel Messis karriere bliver. (Foto: © Waleed Ali/Reuters/Ritzau Scanpix)

Det er nok gået de færrestes næse forbi, at Lionel Messis tid i FC Barcelona synes at være forbi.

Afslutningen på en æra kan man nok godt tillade sig at kalde det, for Messis bedrifter taler for sig selv. Og vidner om, at det ikke er for sjov, at han i manges øjne kandiderer til at være historiens bedste fodboldspiller.

Landsholdsmålene

Lionel Messi fik debut for det argentinske landshold som 18-årig. (Foto: © ENRIQUE MARCARIAN, Scanpix)

En af en offensivspillers vigtigste opgaver er at score mål - en opgave, Lionel Messi i den grad har løftet.

I 138 landskampe har han scoret 70 mål, hvilket gør ham til den spiller - med afstand - der har nettet flest gange for Argentina. Nummer to er Gabriel Batistuta, der har scoret 52 gange.

Målene for Barcelona

Der har været rig mulighed for at øve diverse jubelscener. Her i selskab med Samuel Eto'o. (Foto: © ALBERT GEA, Scanpix)

Målgennemsnittet for Messi er endnu bedre i FC Barcelona, hvor han har scoret imponerende 634 gange i 731 kampe. Det er naturligvis også en klar rekord i klubben.

Nummer to på listen, Luis Suárez, har scoret 198 gange.

Oplæggene

Luis Suárez er en af dem, der har nydt godt af Messis evne til at spille sine holdkammerater fri. (Foto: © Andrew Couldridge, Scanpix)

Selvom målstatistikkerne taler for sig selv, kan han naturligvis også spille holdkammeraterne fri til scoring. Og det er han - naturligvis - også eminent til. Således har han leveret 285 assists i sine 731 kampe for FC Barcelona. Endnu en rekord i den spanske liga.

I landsholdsregi har han lagt op til en scoring 48 gange.

Pokalerne

Der er kun fem klubber i verden, der har vundet flere Champions League-trofæer end Lionel Messis fire: Real Madrid, AC Milan, Bayern München, Liverpool FC - og selvfølgelig FC Barcelona. (Foto: © EDDIE KEOGH, Scanpix)

16 sæsoner som senior med 20 store pokaler som følge. Ti gange spansk mester, seks gange pokalvinder og fire gange Champions League-vinder.

Derudover har han blandt andet vundet den spanske Super Cup otte gange og VM for klubhold tre gange.

Anerkendelserne

Det er efterhånden en imponerende samling, argentineren har erhvervet sig. (Foto: © CHRISTIAN HARTMANN, Scanpix)

Man leverer selvfølgelig ikke ovenstående resultater uden individuel anerkendelse, og på dette punkt er Lionel Messi igen unik.

Han har som den eneste fodboldspiller nogensinde vundet Ballon d'Or seks gange. En pris, som uddeles til årets europæiske fodboldspiller, men som af de fleste også opfattes som en hæder, der tilfalder verdens bedste.

Han vandt prisen i 2009, 2010, 2011, 2012, 2015 og 2019.