Real Madrid har vundet den bedste spanske fodboldrække, La Liga, med fire spillerunder igen.
Tidligere lørdag gjorde tog et reservespækket Real Madrid-mandskab arbejdshandskerne på, bankede bundklubben Cadiz og gjorde sin del af arbejdet for, at pokalen skal til Madrid allerede nu.
Resten stod rivalerne fra Barcelona for.
Da de senere lørdag mødte Girona, ville et pointtab nemlig sende pokalen i hænderne på de hvidblusede fra Real Madrid. En sejr, derimod, ville udsætte afgørelsen af det spanske mesterskab.
Men et 4-2-nederlag til Girona, La Ligas helt store overraskelse, som nu også overhaler Barcelona, sørger for, at Real Madrid ikke længere kan blive hentet i ræset om at blive spansk mester.
Dermed kan spillerne fra Real Madrid kalde sig spanske mestre for 36. gang, og festen i hovedstaden bryde løs.
Ingen fejring endnu
Nogen stor fejring bliver det dog til ikke blandt Madrid-spillerne. I hvert fald ikke endnu.
Real Madrid er stadig med i den fineste europæiske klubturnering, Champions League, og efter et 2-2-resultat i den første ud af to semifinaler mod Bayern München, står klubben med udmærkede kort på hånden for at booke billet til finalen, når de to klubber tørner sammen igen på onsdag.
Fejringen bliver derfor af mere afdæmpet karakter, end den måske normalt gør, slog klubbens træner, Carlo Ancelotti, fast efter sejren mod Cadiz.
- Vi er nødt til at lægge vores glæde på is, fordi vi har en meget vigtig kamp foran os. Vi er alle fokuserede på onsdagens kamp.
- Vi er nødt til at være tålmodige og vente, for onsdag er meget tæt på. Vi skal restituere, hvile og spille vores bedste mod Bayern, siger Carlo Ancelotti til Real Madrids hjemmeside.
Hver ting til sin tid, må man forstå.
Og mon ikke der nok skal blive tid til at fejre senere.
- Spillerne er meget afklaret, og vi skal nok få tid til at fejre ordentligt. Nu er ambitionen at være 100 procent klar på onsdag, hvor vi har 90 minutter til at sikre endnu en finale. Det er den bedste motivation og en mulighed for at fuldende en spektakulær sæson, siger Carlo Ancelotti.