FC Barcelona fik lettet lidt af trykket på kedlen søndag aften.
Her vandt Barcelona hjemme 2-0 over Real Betis, da de to klubber indledte den nye sæson i Primera Division.
FC Barcelona gik ellers ind til den nye sæson uden at signalere den vanlige selvtillid.
Forleden tabte holdet igen til Real Madrid, som i to finalekampe vandt den spanske Super Cup med samlet 5-1 over Barcelona.
Søndag var det så et Barcelona-hold, der sparkede sæsonen i gang uden Neymar, der er solgt til Paris Saint-Germain samt Luis Suarez, der ude af spillet i fire uger med en knæskade.
Derfor var Lionel Messi eneste stjernenavn i front, og argentineren havde i stedet selskab af Paco Alcácer og Gerard Deulofeu i offensiven.
Deulofeu viste dog sit værd i et opgør, hvor Barcelona også var -uden skadede Andrés Iniesta, mens Gerard Pique sad på bænken.
Efter 36 minutter kom Barcelona så foran 1-0. Messi fandt Deulofeu på kanten, og spanieren sendte en flad afslutning mod mål.
Gæsternes Alin Tosca fik dog rettet bolden af, inden den gik i mål.
Deulofeu var også med i Barcelonas anden scoring tre minutter senere, da han erobrede bolden i højre side og spillede Sergi Roberto helt fri.
Roberto svigtede ikke og sparkede Barcelona foran 2-0.
Anden halvleg bød ikke på flere scoringer.
Danske Riza Durmizi tilbragte hele opgøret på gæsternes bænk.
Senere søndag indleder Real Madrid sæsonen, når mesteren gæster Deportivo La Coruna.
/ritzau/