Den seneste tids største transfersaga fik lørdag aften sit mest vitale kapitel.
Således blev det her en kendsgerning, at den brasilianske fodboldspiller Philippe Coutinho skifter fra Liverpool til FC Barcelona.
Det bekræfter begge klubber på deres respektive hjemmesider.
Barcelona skriver, at Coutinho skifter på en kontrakt, der gælder i resten af denne sæson samt fem år mere. Dermed gælder den til sommeren 2023.
Derudover oplyser Barcelona, at der er en frikøbsklausul på Coutinho på 400 millioner euro. Det svarer til tre milliarder kroner.
Liverpool skriver på sin hjemmeside, at Coutinho øjeblikkeligt er fri til at de få de sidste formaliteter på plads, herunder lægetjek.
Ingen af klubberne oplyser en salgspris, men tidligere lørdag erfarede nyhedsbureauet AP, at overgangssummen bliver 160 millioner euro svarende til knap 1,2 milliarder kroner.
AP skrev ligesom flere britiske medier, at Coutinho lørdag rejste til Barcelona for at forhandle kontrakten endeligt på plads.
Derefter ventes det, at Coutinho bliver præsenteret søndag.
Det er endnu ikke bekræftet af den spanske klub, men den skriver på sin hjemmeside, at flere informationer vil følge senere lørdag aften.
Den 25-årige offensive midtbanespiller og Barcelona har længe ønsket at få papir på hinanden, men i sommerens transfervindue afviste Liverpool angiveligt flere bud fra Barcelona.
Det fik dog ikke interessen til at dæmpe sig, og rygterne om et skifte allerede i januar er tiltaget de seneste dage.
/ritzau/