Ronald Araújo var den første, som indså, at noget var galt. Kort tid efter flygtede resten af holdkammeraterne fra FC Barcelona med ham.
Det spanske storhold vandt søndag aften mesterskabet efter en sejr på 4-2 over lokalrivalerne Espanyol, men fejringen i rundkreds på midten af banen måtte hurtigt afbrydes.
Midt i jublen måtte den danske landsholdsspiller Andreas Christensen og resten af Barcelona-spillerne nemlig flygte ned i omklædningsrummet, da vrede Espanyol-fans stormede banen.
Den 27-årige dansker forklarede efterfølgende til TV 2 Sport, at han ikke så selve episoden udspille sig, men at han ikke tøvede med at løbe.
- Og så tænker jeg, at det bare er af sted så hurtigt som muligt, fordi jeg ved, at det er et derby, og hvis der er grund til panik, så er det det, der sker, siger Andreas Christensen til TV 2.
Det spanske medie AS kalder episoden en "absolut skam" og skriver om "chokerende billeder", da sikkerhedsfolk og politi skred ind for at holde baneløberne fra at følge efter Barcelona-spillerne ned i omklædningsrummet.
Nogle Espanyol-tilhængere, som kort forinden havde kastet med stole og skilte, slap dog forbi politiet og nåede helt ned til et par af Barcelona-spillerne.
- Nærmere bestemt Sergio Busquets, som synligt diskuterede med fansene, mens han blev holdt tilbage af Espanyols sikkerhedsvagter. Øjeblikke senere sluttede Marcos Alonso og Ferran Torres sig til ham, skriver AS.
På samme vis kalder avisen Marca episoden for højspændt. Mediet forventer en straf til Espanyol.
- Det catalanske derby endte i forlegenhed, skriver Marca.
Ifølge mediet SPORT udviklede balladen på banen og spillertunnellen sig ikke yderligere, selvom episoden var "skrækindjagende".
- Uheldige og ekstremt farlige billeder, som vi har oplevet efter slutfløjtet, skriver SPORT.
Træner tager afstand
Efter opgøret tog Espanyols cheftræner, Luis García, skarp afstand fra gruppen af tilhængere, som stormede banen søndag aften.
Den spanske klub kan på ingen måde være stolte af episoden, understreger han til Elmundo.
- Vold skal fordømmes, og ting som dette bør ikke ske. Alle foranstaltninger er blevet sat i værk for at undgå det, men det har ikke været muligt, sagde Luis Garcia.
På pressemødet efter kampen ønskede Barcelonas cheftræner, Xavi Hernandez, ikke at fordømme ballademagerne. I stedet forklarede han, at jublen foran lokalrivalernes fans var udtryk for det hårde arbejde, som søndag udmøntede sig i klubbens første mesterskab siden 2019.
- Jeg blev fortalt, at der var lidt ballade, og jeg mente, at vi skulle forlade banen, fordi det ikke var vores stadion, og vi skulle fejre mesterskabet som familie. Det var et følelsesladet øjeblik, men spillerne ville ikke provokere nogen, sagde Xavi Hernandez.
Barcelona sikrede sit 27. mesterskab i historien med et aktuelt forspring på hele 14 point ned til ærkerivalerne Real Madrid på andenpladsen.
Der resterer fortsat fire runder af den spanske fodboldliga.
Opdatering: Efter artiklens udgivelse har den spanske liga, La Liga, igangsat en undersøgelse for at identificere baneløberne.