Lionel Messi blev lørdag aften den mest scorende nogensinde i den bedste spanske række, da FC Barcelona hjemme slog Sevilla med hele 5-1.
Den 27-årige argentinske troldmand tog rekorden med manér, da han lavede hattrick og dermed nåede op på hele 253 scoringer i La Liga.
Det er to mere end den tidligere rekordindehaver, Telmo Zarra, der nåede at lave 251 kasser for Athletic Bilbao i 40’erne og 50’erne.
Lionel Messi debuterede for FC Barcelona som 17-årig i oktober 2004 i en kamp mod bysbørnene Espanyol, og den lille argentiner scorede sit første mål i Barcelona-trøjen den følgende maj, da han køligt lagde bolden i nettet mod Albacete – i øvrigt på et strålende oplæg af den helt store stjerne dengang, Ronaldinho.
Siden har Lionel Messi så banket yderligere 252 La Liga-kasser ind, og det er blevet til ret så mange imponerende rekorder i karrieren i øvrigt. Se et par af dem herunder.
Mål i La Liga:
253
Flest mål i en sæson:
68
Flest Ballon d’Ors: 4
Flest gange europæisk topscorer:
4 (det samme opnåede Gerd Müller)
Flest mål i et kalenderår:
91
Flest mål i FC Barcelona: 368
Flest mål i én La Liga-sæson:
50
Længste stime med mål i hver kamp: 10 kampe
Flest mål i en enkelt Champions League-kamp:
5
Flest mål i El Clásico: 21