FC København undgik endnu en kedelig tur til Østeuropa, men til gengæld skal den danske mesterklub møde spanske Atlético Madrid i Europa Leagues 16.-delsfinaler.
Det var FCK-træner Ståle Solbakken ikke helt tilfreds med efter mandagens lodtrækning i Nyon.
- Det er vanskeligt at få en sværere lodtrækning end at møde Atlético Madrid, som er et af Europas stærkeste hold.
- Vi har dog set vores Champions League-modstander Qarabag spille uafgjort mod dem to gange, så intet er selvfølgelig umuligt, men det bliver meget, meget svært, lyder det fra Solbakken i en skriftlig reaktion.
Nordmanden henviser til, at Qarabag slog FCK ud af Champions League-kvalifikationen tidligt på sæsonen.
Siden blev det til seks kampe i Europa League-gruppespillet for FCK, mens Atlético Madrid blev treer i en af Champions League-grupperne.
Hjemme først
Solbakken er glad for, at FCK begynder hjemme mod den spanske storklub.
- Det kan være fint, at vi starter hjemme, for startede vi ude, så ville der være en risiko for, at kampen var overstået inden returkampen.
- Nu skal vi forsøge at holde liv i den over to kampe, og så glæder vi os til, at der kommer en masse mennesker i Telia Parken og støtter os, siger Solbakken.
FCK skal spille mod Atlético Madrid 15. februar i København, mens spanierne har hjemmebane i returkampen en uge senere.
/ritzau/