Der venter Sønderjyske en yderst vanskelig modstander i form af Sparta Prag i den afgørende kvalifikationsrunde om at komme til Europa Leagues gruppespil.
Sønderjyskes cheftræner, Jakob Michelsen, har nærstuderet tjekkerne, og han er imponeret af klubbens hurtige spil forud for torsdagens opgør i Haderslev.
- Jeg har set syv kampe med dem på video, og jeg har set dem en enkelt gang live. Det er et klassemandskab, vi skal op imod. Det er jo en gang sådan, at når vi bliver ved med at præstere i Europa, jamen så bliver det sværere.
- Der er ingen tvivl om, der venter et rigtigt godt hold spækket med tjekkiske landsholdsspillere, som har været til EM. Og da jeg så dem i lørdags, der lignede de nogle, som i den grad var kommet sig over slutrunden.
- Det bliver klart den sværeste modstander af dem, som vi har mødt i Europa, siger Michelsen, hvis mandskab tidligere har sendt Strømsgodset og Zaglebie Lubin ud af kvalifikationen.
Lidt diffust
Træneren satser på, at Sønderjyske kan slå tjekkernes hurtige kombinationsspil i stykker.
- Det kræver to fremragende indsatser, hvis vi skal eliminere Sparta Prag. Vi skal have hjemmekampen over på vores præmisser, selv om det kan lyde lidt diffust. De spiller rigtig kvikt og hurtigt, så vi skal gøre det til en ujævn kamp.
- Det udtryk kan man så ligge i, hvad man vil. Vi skal bare have det over på vores præmisser, så de ikke får gang i deres hurtige kombinationsspil, for det går rigtig hurtigt, siger Michelsen.
Det står klart, at han må undvære angriberen Tommy Bechmann, mens han betegner svenskeren Simon Kroon som yderst tvivlsom.
- Upåagtet, hvem vi møder, har jeg den holdning, at hvis man spiller en kamp ude og hjemme, så er et godt hjemmebaneresultat 0-0 eller en sejr, siger Jakob Michelsen.
Han betegner kampen som den vigtigste i klubbens historie. Det smitter også af på lægterne, hvor Sønderjyske flere dage i forvejen har meldt udsolgt.
Kampen begynder klokken 18.15.
/ritzau/