Snød Tyskland sig til VM i 2006? Rapport gav uklart svar

En længe ventet rapport omkring tildelingen af VM-værtskabet til Tyskland, gav intet svar på, om tyskerne havde snydt sig til værtsrollen.

Det kan ikke konkluderes med sikkerhed, at Tyskland betalte for at få lov at holde VM i 2006. (Foto: © lluis Gene, Scanpix)

Der foregik mange mistænkelige ting, inden Tyskland blev tildelt rollen som vært for VM i fodbold i 2006, men om tyskerne kan anklages for snyd inden afstemningen er fortsat uklart.

Rapporten fremlagde indicier, der pegede på, at der fire dage før afstemningen blev lavet en aftale med det Nord- og Mellemamerikanske fodboldforbund, CONCACAF, og deres formand, Jack Warner. Her blev flere modydelser sendt over Atlanten. Warner blev blandt andet lovet 1000 klasse A-billetter til slutrunden.

Det vides dog ikke, om aftalen blev ført ud i livet, og derfor kan der ikke føres bevis for den påståede aftale.

Festpenge endte i Qatar

Rapporten fremlagde derudover, at tyskerne i første omgang kun stod til at få 3 ud af fire stemmer fra de asiatiske nationer, men da en pengeoverførsel, som kom i nærheden af det asiatiske fodboldforbund, blev lavet, ændrede det tal sig til fire ud af fire.

Derudover er et beløb på 50 millioner kroner havnet hos den tidligere formand i det asiatiske fodboldforbund, Mohamed Bin-Hammam.

Pengene var i første omgang sat af til en VM-fest i forbindelse med slutrunden, men festen blev aldrig afholdt. Overførslen fra det tyske fodboldforbund endte i stedet i Qatar.

Dette betragtes dog også kun som en uregelmæssighed, og der er derfor intet direkte bevis for stemmekøb, konkluderer rapporten.