Den schweiziske specialanklager indleder straffesag mod Gianni Infantino, præsidenten for Det internationale fodboldforbund, Fifa.
Det meddeler de schweiziske justitsmyndigheder torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere på måneden startede den schweiziske specialanklager en efterforskning af aktiviteter mellem Gianni Infantino og den schweiziske statsanklager Michael Lauber. Og nu vurderes det altså, at der har fundet kriminelle handlinger sted, og at der er belæg for at rejse en straffesag mod Fifa-præsidenten.
Tilbudt at trække sig
Tidligere har både Infantino og Lauber benægtet anklagerne om kriminel aktivitet, men i fredags blev Michael Lauber dømt for at have løjet i den prekære fodboldsag.
Mens hans eget kontor undersøgte Fifa for mulig korruption i forbindelse med tildelingen af VM-værtskaberne i 2018 og 2022 til henholdsvis Rusland og Qatar, havde Lauber ifølge en rapport fra det schweiziske parlament hemmelige møder med Fifa-præsident Gianni Infantino i 2016 og 2017.
Der findes hverken dagsordener eller referater fra møderne, men ifølge den schweiziske rapport brugte Infantino møderne til at sikre sig, at der ikke var nogen efterforskning af ham selv.
De hemmelige møder mellem Lauber og Infantino affødte tidligere i år en efterforskning af Lauber. Hans forklaringer om, hvad der blev talt om på disse møder, var så mangelfulde, at en undersøgelseskommission tidligere på året i en dom konkluderede, at han løj. Samtidig blev han straffet med en lønnedgang på otte procent.
Michael Lauber valgte efterfølgende at appellere, men fredag valgte en forvaltningsdomstol at opretholde dommen.
Forvaltningsdomstolen valgte dog at lempe lidt i forhold til lønnedgangen, så Michael Lauber blot mister fem procent af sin løn.
Det er dog usikkert, om der fortsat skal udbetales løn til Lauber. Efter fredagens afgørelse har han tilbudt at trække sig, fordi han mener, at sagen har skadet statsanklagerens kontor.
Ud over at der nu indledes en straffesag mod Fifa-præsidenten, anmoder den schweiziske specialanklage samtidig om at få ophævet Michael Laubers immunitet i samme sag, så der også kan rejses en straffesag mod ham.
Der indledes også en straffesag mod Gianni Infantinos barndomsven, Rinaldo Arnold, der ligesom Lauber arbejder ved anklagemyndigheden, og som var med til at arrangere de hemmelige møder mellem Infantino og Lauber.
Ikke rart for Infantino
Gianni Infantino og resten af Fifa har siden Sepp Blatters ledelse i organisationen forsøgt at gøre op med det dårlige ry, men ifølge DR Sportens kommentator Henrik Liniger kan der med sagerne sås tvivl om Infantino.
- Det er ikke rart for Infantino at få sådanne sager på halsen. Specielt ikke, fordi der har været et fodspor efter Sepp Blatter og hele det styre, han havde, som endte i skandale. Det har Infantino jo gerne ville væk fra, siger Henrik Liniger.
- Det er klart, at når der kommer politi indover, så har Fifa så tung en bagage, at folk kommer til at tænke, om det overhovedet er forandret.
Infantino blev til et pressemøde i juni spurgt ind til forholdet mellem ham og den schweiziske statsanklager. Her meddelte han, at der ikke var noget at komme efter.
- Hvis det er tilfældet, så må det et eller andet sted også være i hans interesse, at politiet prøver at komme til bunds i sagen. Han har bekræftet, at møderne har stået på, men at det fuldstændigt har været inden for rammerne af, hvad man kan tillade sig.
- Det er selvfølgelig trist for den oprydning, der har været efter det gamle Fifa. Hvor det hele ender, er på nuværende tidspunkt svært at gøre sig klog på.