I begyndelsen af 2013 kunne Erik Bo Andersen ikke sove.
Nej, selvom målmaskinen med tilnavnet ’Røde Romario’ ikke havde fået mere end et par sammenhængende timers søvn i flere måneder, så kunne han ikke sove.
Tankerne væltede rundt i hovedet. En investering i Sunset Boulevard kostede først en million kroner, inden en anden investering i et byggeprojekt slet ikke gik som håbet. Nu hamrede banken på døren: Pengene skulle falde prompte.
Erik Bo Andersen ledte efter løsningen, mens kaosset susede som en orkan omkring ham, og kiloene raslede af den engang så hurtige angriber. Otte styks på tre måneder.
Selv beskriver han tiden som ’den værste i sit liv’. Intet kunne løses, og til sidst måtte han aflevere alt, hvad han havde. Det dyre sommerhus i Ebeltoft til syv millioner kroner. Bilerne. Fodboldmillionerne. Det hele.
- Havde du sat en pulsmåler på mig i den periode, så havde den givet et fuldstændigt alarmerende højt udslag.
- Tiden op til konkursen er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg havde absolut ingen kontrol over noget som helst, siger han med alvor i stemmen.
For hvis der er noget, den rødhårede angriber trives i, så er det kontrol.
Kontrollen i at kunne dreje kuglen helt op i spindelvævet og kontrollen i aldrig at miste grebet om sit eget liv og sine handlinger. Han har aldrig været beruset. Selv efter mesterskabsfejringen i 1995 var der ikke andet end cola i glasset hos Superligaens daværende topscorer.
Selv når han holder ferie i Italien med sin kone, Janne fra Øster Tørslev, tager de bilen. Erik Bo Andersen foretrækker selv at fræse ned over Autobahn.
- I et charterfly kan jeg ikke dreje til højre, til venstre eller bakke, hvis jeg får lyst. Jeg bryder mig ikke om at være i andres magt, forklarer han.
En sølle eksistens
Kontrollen var også tydelig i de år, han spillede.
For eksempel forlod han skotske Rangers, da klubben forsøgte at presse ham ud ved at lade ham spille kampe med 14-årige ungdomsspillere, der ikke ’kunne skyde fra kanten af feltet og ind til målet’. Efter en fabelagtig sæson blev han pludselig smidt af holdet i Glasgow.
I stedet skulle han træne ved at skyde til måls mellem to pinde på en grusbane.
- Det var totalt nedladende, og jeg tænkte bare: Det kan fandengalme ikke være rigtigt. Jeg blev så mentalt træt, fortæller han om det mørke efterår, der overtog efter EM-sommeren i 1996, hvor Erik Bo Andersen havde været en del af den danske trup.
Derfor besluttede han at tage kontrollen over sit eget liv tilbage.
Det første år i Glasgow-klubben gik ellers fremragende: mesterskab og massevis af mål fra Andersen, mens også det flamboyante, engelske midtbaneikon Paul Gascoigne imponerede ved at flytte kuglen op ad banen med lige dele talent og vilje.
Men var der ikke et eller andet med Paul Gascoigne og Erik Bo Andersen?
Jo, du har måske hørt historien om de to fodboldspillere, hvis personligheder ikke ligefrem passede som fod i hose. Den efterhånden gammelkendte anekdote om, at ’Gazza’ skulle have pisset territoriet af. Ikke bare ved at strinte en streg i fællesbadet, men ved decideret at lade sit vand op ad den rolige kronjyde.
Men nej, selvom det er en god værtshushistorie, så er det altså heller ikke mere end det.
Tilbage i 2002 fortalte Erik Bo Andersen, at altid tørstige Gascoigne havde brug for at lade vandet under en udstrækningsøvelse. Roligt drejede han strålen, der til sidst ramte Erik Bo Andersen på strømpen.
That's it.
- Historien er en fjer, der er blevet til ti høns. Jeg ved ikke, hvorfor det pludselig dukkede op på forsiden flere år efter, at jeg havde forladt Rangers. Er det noget manden selv har sagt i et festligt lag? Jeg aner det simpelthen ikke, siger Erik Bo Andersen i dag og supplerer:
- Da historien ramte forsiden, var jeg glad for, at jeg er en mentalt stærk person. Ellers kunne det have gjort, at jeg havde kigget ned i bunden af flasken. Det kunne have ødelagt mit liv.
Men heller ikke her fik Andersen lyst til alkohol. Han bevarede overblikket: kontrollen.
Han var træt af de medier, der bragte historien til forsiden. Men i bund og grund synes han ikke, at det var ham selv, der var offeret.
- Paul Gascoigne er et sølle menneske. Det kan vi alle se, efter fodboldkarrieren er forbi, og rampelyset ikke er på ham længere. Jeg har ondt af ham. Han var en fantastisk fodboldspiller, men som menneske er han en sølle eksistens.
Et fantastisk liv
Så skulle den myte også være dræbt på kontrolleret vis.
Men hvad er det, der sender Erik Bo Andersen i balance, selv efter store svingture, hvor også fodboldkarrieren blev aflivet af en slem skade kort før kontraktudløb i AaB?
Umiddelbart kan det svært at regne ud, hvordan 'Røde Romario' bruger de mange benspænd positivt. Selv kalder han sig dog optimistisk af natur.
- Skyder jeg forbi målet 99 gange, så er jeg i stedet lykkelig for den ene gang, hvor bolden sætter sig op i målhjørnet, siger han og griner.
Og apropos benspænd: Den karriereødelæggende skade kom i øvrigt, da Thomas Kortegaard i sjov og leg fejede benene væk under den tidligere topscorer til træning, så han rev korsbåndet i stykker.
Meget symptomatisk, men ikke noget Erik Bo Andersen for alvor har brugt tid på at ærgre sig over. For han har været vant til at håndtere modgang siden de tidligere skoledage, hvor der blev råbt det ene skældsord efter det andet efter den rødhårede dreng fra Dronningborg.
Han lærte at tælle til ti. ’Eller et eller andet uendeligt stort tal’, for nu at bruge hans egne ord. Han lærte at stå ved selv, sige til sig selv, ’at det ikke var hans skyld, at håret var rødt’. Og han lærte at tage kontrollen ved at holde stædigt fast i de ting, han var bedst til på fodboldbanen: løbe hurtigt og score mål.
Snart kom både Vejles træner Allan Simonsen, Silkeborgs ditto Viggo Jensen og Poul Erik Andreassen fra AaB valfartende for at se Jyllandsserie-fodbold i den lille flække nord for Randers.
Hos sidstnævnte scorede han fem mål i tre reserveholdskampe under en prøvetræning, og så var der ingen vej udenom en kontrakt i Aalborg-klubben, som han senere gjorde til mester, inden han scorede ikke bare et eller to, men tre mål i Champions League som fyraftensprofessionel.
Så gjorde det mindre for Erik Bo Andersen, at der stod i avisen, at ’han ikke kunne tæmme en topersoners sofa’.
- Jeg kunne score mål. Og det er i bund og grund dét, fodbold handler om, siger han.
I dag har Erik Bo Andersen igen kastet sig over boliginvesteringer i Dronningborg. Syv år efter konkursen har han aldrig haft det bedre, han ’skovler penge ind’, og der står igen mere end syv sorte cifre på bankbogen.
- Ja, jeg er blevet millionær igen. Jeg har et fantastisk liv. Jeg passer mig selv, jeg har mit eget firma, og jeg kan gå til højre eller venstre om morgenen. Jeg kan sove længe. Jeg kan gøre præcis, hvad jeg har lyst til.
Sådan har 'Røde Romario' det bedst.