PORTRÆT Til EM med Hemingway og Sartre under armen

U21-landsholdets Alexander Scholz har kastet sin kærlighed på litterære klassikere, mens han drømmer om engang at rejse verden rundt for at opleve den ultimative frihed.

Alexander Scholz er ikke som fodboldspillere er flest. (Foto: © Matej Divizna, Getty Images)

Alexander Scholz passer ikke helt ind i den stereotype forestilling om en fodboldspiller.

Forsvarsspilleren der i disse dage er en del at det danske U21-landshold ved EM-slutrunden i Tjekkiet, sidder overfor mig ved et lille bord på spillernes hotel i Prag.

Med sig har han taget en del af de bøger, som han har stoppet i tasken på turen til Tjekkiet. Hele ti litterære klassikere har den sympatiske unge mand, der til daglig spiller i Standard Liége, taget med ned fra sit værelse.

- Lige nu læser jeg 'I Served The King Of England' af Bohumil Hrabal. Det er for at læse noget tjekkisk, når vi nu er her. Jeg købte den hernede den anden dag.

Hemingway, Sartre og Grass

Foran mig på bordet ligger titler som 'Lys og mørk latter' og 'Sandt ved daggry' af Ernest Hemingway, 'Kvalme' af Jean Paul Sartre og 'Bliktrommen' af Günter Grass. Alle tunge litterære sager og tilmed på engelsk.

- Det er alligevel det nemmeste, når man er bosat i udlandet.

- Jeg tror ikke, at jeg når at læse alle de ti bøger her. Jeg læste mere inden kampene gik i gang. Jeg kan nemlig ikke læse 100 sider på en kampdag. Der skal soves, forberedes og spises og det kræver lidt koncentration at læse på engelsk. Der udskyder jeg min koncentration til kamptidspunktet, lyder det fra Alexander Scholz, der samtidig lige gør opmærksom på, at han har et par bøger mere liggende oppe på sit værelse.

Alexander Scholz med Jean Paul Sartres 'Kvalme' og Ernest Hemingways 'Sandt ved daggry' under armen. (© DR Sporten)

Læser du kun moderne klassikere?

- Det er det eneste, som jeg læser. Jeg læser ikke krimier og biografier.

Tyske forældre

Begge Alexander Scholz' forældre er født i Tyskland, men flyttede til Esbjerg, da faderen Kent Scholz skrev kontrakt med byens fodboldstolthed EfB.

- Jeg begyndte allerede at spille fodbold, da jeg var to år. Jeg har altid ville være fodboldspiller, kommer det uden tøven fra Liége-spilleren.

Alexander flyttede som barn fra Esbjerg til Vejle, hvor faderen blev tilbudt en kontrakt. Op gennem sine ungdomsår var Scholz den yngre fast mand på VB's bedste mandskaber og spillede sig i en tidlig alder på førsteholdet i den næstbedste række. Alligevel følte den forsvarsspilleren, at der manglede et eller andet.

- I tiden op til sommerpausen 2011 var jeg begyndt at tvivle på, om livet som fodboldspiller var noget for mig. Jeg tog til Spanien, hvor jeg vandrede på caminoen, og da jeg kom hjem, besluttede jeg mig for at stoppe min fodboldkarriere. I hvert fald midlertidigt.

Ville væk

- Jeg var opvokset i Vejle-området, havde gået i skole i Vejle, og alting foregik i Vejle. Jeg tror bare, at jeg havde lidt brug for at komme væk fra det hele. I halvanden måned lavede jeg ingenting. Jeg gik ikke udenfor, men var bare indendøre og læste bøger.

Efter et par måneder var kassen ved at være tom, og Alexander Scholz tog til Tyskland, hvor han fik sig en tjans som arbejdsdreng i et håndværkerfirma.

- Det var sjovt. De første dage faldt jeg i søvn klokken otte om aftenen. Det var hårdt arbejde, og jeg ville gerne gøre det godt.

Hesse og Kundera blev indgangen 

Samtalen falder for en stund tilbage til bøgerne og de tidlige inspirationskilder.

Er interessen for litteratur noget, som du har fået fra dine forældre?

- Nej. Den første bog jeg fik anbefalet, var 'Sol og måne' af Herman Hesse. Det var min dansklærer på handelsskolen, der foreslog den. Min holdkammerat i Vejle, Martin Borre, anbefalede mig så Milan Kunderas 'Tilværelsens Ulidelige Lethed'.

- Den kunne jeg også godt lide. Jeg googlede begge forfattere og kunne se, at både Hesse og Kundera havde vundet Nobelprisen. Jeg udskrev derfor en liste over Nobelprisvindere, og tog den med ned i en Røde Kors-butik. Her stod Hemingway og Steinbeck blandt andet på reolerne, og så var det bare at gå i gang.

Kørte med køleskabe på Island

Efter at have indstillet karrieren på ubestemt tid kom Alexander Scholz omkring juletid i 2012 i kontakt med klubben Stjarnan på Island. Her kunne han pludselig igen se sig selv som fodboldspiller.

- Det var på grund af eventyret og naturen, at jeg tog derop. Vi trænede om eftermiddagen, og inden træning kunne man lave noget andet. Jeg fik også et arbejde, hvor jeg kørte rundt med køleskabe fra klokken otte til tolv. Hvis jeg havde fri, så tog jeg på ture ind i landet til bjergene. Man boede jo nærmest lige midt i det.

Alexander Scholz med Jean Paul Sartres 'Kvalme' og Ernest Hemingways 'Sandt ved daggry' under armen. (© DR Sporten)

- Mit niveau var rigtig dårligt, da jeg tog til Island. Jeg brugte et par måneder på at komme i form, og så gik det egentlig meget godt. I løbet af sommeren 2012 kunne jeg godt se, at jeg kunne blive god igen. Så måtte jeg se, hvor langt jeg kunne tage det. Jeg ville gerne videre i min fodboldkarriere, men det skulle ikke være i Danmark eller i Skandinavien i det hele taget.

- Jeg går meget op i at bo i et andet land. Jeg nyder at bo i udlandet og lære nogle andre kulturer at kende og snakke andre sprog.

Belgien ved et tilfælde

Næste stop for Alexander Scholz blev Lokeren i den belgiske Jupiler League. Det var i den klub, Preben Elkjær huserede i slutningen af 70'erne og starten af 80'erne.

- Det var tilfældigt, at det blev Belgien. Lokeren havde en kontaktperson på Island, og gennem ham blev jeg tilbudt en prøvetræning på 14 dage. Det gik fint, og jeg fik en kontrakt.

Den belgiske liga var et skridt op sammenlignet med niveauet på Island. Men det lykkedes uden de store problemer, at tilpasse sig.

- Jeg følte mig godt tilpas der. Jeg skulle vænne mig til tempoet, men det gik godt. Det var nemt for mig i Lokeren forstået på den måde, at de havde hentet mig for stort set ingen penge, så der var ikke det store pres på mig. Men det var selvfølgelig også hårdt arbejde.

Alexander Scholz tog i januar yderligere et skridt op ad karrierestigen, da han valgte at sige ja til et tilbud fra Standard Liége.

- Liége er en meget respekteret klub i Europa, selvom Jupiler League ikke er i en af de helt store ligaer. Klubben er stor, og der er en kæmpe fanbase. Der er pres på, og man skal virkelig være klar, for konkurrencen i truppen er hård.

Hvor langt kan du nå med din fodbold?

- Jeg tror godt, at jeg kan tage det et skridt yderligere op. Den fornemmelse havde jeg på Island og også i Lokeren. Den tror jeg også, at jeg med tiden kan få i Liége. Jeg er 22-år, og som midterforsvarer burde jeg ikke have toppet.

Litteraturen giver ro

For Alexander Scholz har bøgerne en vigtig betydning i forhold til at opnå ro på de indre linjer.

- Jeg bruger litteraturen til at fokusere min rastløshed. Vi er ofte mange timer på et hotel, men fordi jeg har vænnet mig til at læse, så keder jeg mig aldrig.

Hvad har du gjort dig af tanker om dit liv efter fodbolden?

-Jeg ville gerne beskæftige mig bøger. Jeg kunne godt tænke mig ikke at have nogen boss, der bestemmer over mig.

Kunne du for eksempel forestille dig at læse litteraturvidenskab på universitetet?

- Ja. Det kunne jeg sagtens finde på. Men så skulle det være fordi, at jeg skulle bruge det til noget.

- Jeg ved, at når jeg en dag stopper med at spille fodbold, så trækker jeg stikket et par år. Der vil jeg rejse rundt i verden og lave ingenting, lyder det fra Alexander Scholz mens han symbolsk viser mig sin ene langefinger, hvor han har fået tatoveret ordet frihed.

- Selvom jeg snakker om litteratur, rejser og frihed, så er jeg jo stadigvæk fodboldspiller. Jeg skal jo møde op til træning hver morgen. Det kan godt være, at jeg har lidt andre interesser end mine holdkammerater, men jeg ønsker ikke at skille mig ud, slutter Alexander Scholz og pakker sine bøger sammen og sætter kurs mod sit hotelværelse.

Alexander Scholz og de øvrige spillere på det danske U21-landshols møder tirsdag Serbien i den sidste gruppekamp ved EM-slutrunden i Tjekkiet. Kravet er sejr, hvis Danmark selv vil afgøre sin videre skæbne. Opgøret spilles kl. 20.45 og kan følges live på DR1, P3 og dr.dk/sporten.