Alt var naturligvis ikke bedre i gamle dage, men man kan nu alligevel godt få det indtryk, når man ser DR Sportens reportage fra pokalfinalen i Idrætsparken i 1989.
De to finalemodstandere var Ikast FS og Brøndby IF, og med særtog fra Jylland var der garanteret godt med folk på lægterne i Idrætsparken, hvor den stadionansvarslige var med til at sørge for god stemning ved at lade Savage Rose-klassikeren ’Stjerneskud’ flyde ud af højtalerne.
Den flotte melodi fik de 11.600 fremmødte tilskuere dog først at høre efter 90 minutters forrygende og målrig fodbold, der endte med tre scoringer fra hver af de to mandskaber.
Ikasts Klaus Granlund åbnede scoringen allerede efter seks minutter, inden stortalentet Brian Laudrup udlignede ni minutter senere.
Den dengang yngste i Laudrup-dynastiet var helt ustyrlig i finalen og med et fornemt oplæg sørgede han for, at Kim Vilfort kunne bringe Brøndby foran kort inden pausen.
Klaus Granlund var dog langtfra færdig med at markere sig i finalen og 13 minutter efter pausen var der balance i regnskabet, da den 31-årige Ikast-spiller var hurtig over en ripost i Brøndby-feltet.
Ti minutter senere fuldendte Granlund sit hattrick efter en misforståelse i Brøndby-forsvaret, men det var ikke nok til at blive pokalhelt.
Granlund kunne dog glæde sig over at blive kåret til Årets Pokalfighter efter kampen.
Brian til forskel
For ingen kunne følge Brian Laudrup den eftermiddag.
Teknikeren rundede med tolv minutter tilbage af den ordinære spilletid sin oppasser Jan Larsen og sendte en flad bold ind til Kim Vilfort, der sørgede for at den flotte kamp fik en halv times længere levetid.
I ekstratiden viste Brøndby sig stærkest.
Brian Laudrup sørgede for 4-3 efter 106 minutters spil efter oplæg af Bent ’Turbo’ Christensen, inden Leif Nielsen og Kim Vilfort cementerede sejren med yderligere to scoringer i de følgende syv minutter.
Brøndby vandt dermed pokalturneringen for første gang i klubbens historie.
Nederlaget udløste ingen ballade fra de medrejsende Ikast-tilhængere, og da slet ikke fra den erfarne fan, som DR Sporten fangede på Østerport Station kort før hjemrejsen til Jylland.
- Vi var jævnbyrdige i hovedkampen og den havde vi jo meget nær vundet, hvis det var sådan at vi kunne have holdt stillingen. Men der er Brian Laudrup til forskel på de to hold. Det må vi sige.
Du kan se hele indslaget fra pokalfinalen 1989 i klippet øverst.