Hjørnespark med fuld skrue flyver direkte i mål

Viborg-spilleren Mads Søndergaard scorede et opsigtsvækkende mål i onsdagens pokalopgør mod FC Nordsjælland.

Efter at være kommet bagud med to mål midtvejs i anden halvleg af onsdagens opgør mod FC Nordsjælland havde Viborg brug for noget særligt for at komme tilbage i kampen og dermed fortsat have mulighed for at gå videre i pokalturneringen.

Men noget særligt sørgede midtbanespilleren Mads Søndergaard så også for, at der kom.

Med omtrent 25 minutter igen lagde Viborg-spilleren kuglen til rette ved hjørneflaget, tog sigte og sendte et indlæg afsted, der havde så tilpas meget højde og skrue, at det fløj lige ind over FC Nordsjælland-målvogteren Andreas Hansen, ramte stolpen og røg ind i nettet.

En opsigtsvækkende scoring og så var Viborg med i kampen igen.

Du kan se målet i videoen i toppen af artiklen.

Trods reduceringen og det fornyede håb formåede Viborg ikke at udligne, og derfor endte FC Nordsjælland med at vinde 3-2.

Resultatet betyder, at Viborg ryger ud af pokalturneringen, mens FC Nordsjælland er klar til kvartfinalen.

Du kan alle kampens mål i videoen herunder: