Træner har leveret én gigantisk pokalsensation: Her er hans plan for at gøre det igen

Onsdag kan Brabrand IF levere en ny overraskelse i pokalturneringen, men det kræver, at alt går op, erkender holdets træner, der lige skal passe sit arbejde, inden han kommer til kampen.

Brabrands cheftræner går benhårdt med plan A onsdag, som er at vinde over FC Nordsjælland. Knækker kampen tidligt, kan han dog godt finde på at skifte ud og give mere uprøvede kræfter chancen. (Foto: © OLe Nielsen)

Cheftræneren for Brabrand, Michele Demontis, ved godt, at han formentlig har opbrugt sin kvote hos lykkens gudinde, fordi 3. divisionsklubben i sidste runde af fodboldens pokalturnering slog superligaklubben Randers FC ud.

- Problemet med pokaloverraskelser er, at der sjældent kommer mange i træk, som han siger.

Forholdsvis irriterende, når Demontis faktisk står med akut brug for endnu en sensation, når holdet fra det vestlige Aarhus onsdag møder FC Nordsjælland på hjemmebane i ottendedelsfinalen.

- Vi er nødt til at tro på det. Så kan det godt være, at man ser dum ud bagefter og alt det der, men selvfølgelig tror vi på det, siger Michele Demontis, der længere nede fremlægger sin plan for, hvordan han som 3. divisionstræner slår et superligahold - igen.

Brabrand ligger aktuelt på en femteplads i 3. division. Dette billede er fra en træningskamp, klubben spillede mod byens storebror, AGF, i sommer. (Foto: © OLe Nielsen)
Brabrand ligger aktuelt på en femteplads i 3. division. Dette billede er fra en træningskamp, klubben spillede mod byens storebror, AGF, i sommer. (Foto: © OLe Nielsen)

De vilkår, Brabrands cheftræner præsterer under, er naturligvis markant anderledes end hos kollegaen på FC Nordsjælland-bænken, Jens Fønsskov Olsen.

Sjællænderne ankom tirsdag til Aarhus og har sovet på hotel dagen frem til kampen, som spilles klokken 15 en onsdag. Demontis? Han har et civilt job i hverdagene, som jo også skal passes.

- Tom Søjberg (assistent i Brabrand, red.) og jeg har fodboldlinjen på Laursens Realskole i Aarhus, og vi har fodboldtimer fra klokken 11-13 onsdag, så vi er nødt til at gå en halv time tidligere fra arbejde for at nå pokalkampen.

- Men vi skal altså lige træne de der 10. klassesdrenge, inden vi skal møde FCN, griner Michele Demontis, som herunder forklarer, hvordan Brabrand slår superligaholdet.

1

Foræringer er en dødssynd

- Vi er nødt til at erkende, at vi ikke må dumme os. Hvis de skal score, skal det ikke være, fordi vi mister bolden i opspillet eller står forkert. Hvis vi lukker mål ind, er det, fordi de har kombineret sig igennem på et niveau, hvor vi ikke kan være med.

- Vi skal ikke forære dem noget.

2

Atypisk ramme skal give procenter

- Kulissen i Brabrand skal være der. Der skal komme godt med folk for at kigge, og der skal være god stemning og tryk på. Det er næppe noget, der kommer til at ryste FC Nordsjælland, det er ikke det, jeg tænker, men det giver os noget ekstra.

- Det er samtidig også uvant for dem at spille en onsdag klokken 15 i Brabrand.

3

FCN er nødt til at være dårlige - og Brabrand det modsatte

- Vi kan måske få lavet et enkelt mål, men ikke tre eller fire. Derfor skal vi holde dem på et minimum af chancer. Det kan nok ikke lade sig gøre, og derfor skal vores keepere og forsvar have en god dag - og de skal have en offday.

- Hvis FCN spiller op til alt, hvad de har, kan ikke engang FCK eller Brøndby følge med (på kunstgræs i Farum, red.). Så hvis vi rammer en outstanding dag og spiller den bedste kamp i ti år, og de spiller op til det, de kan, ryger vi stadigvæk ud.

- Vi er nødt til at være over niveau, og så skal de have en dårlig kamp.