Godt begyndt er halvt fuldendt.
Men det modsatte kan også gøre sig gældende.
For Lyngby-profilen Andreas Bjelland fik den værst tænkelige start på returkampen i pokalkvartfinalen mod 1. divisionsklubben FC Fredericia.
Efter blot 28 sekunder fejlvurderede den tidligere landsholdsspiller en dybdebold, som resulterede i en tackling på Fredericias Tobias Bach.
Bjelland så ikke for heldig ud i situationen, men på de langsomme gengivelser ser man, at han også ramte bolden i sin tackling. Men ifølge dommeren fratog Bjelland modstanderen en oplagt målchance, og derfor kunne han gå tidligt i bad.
Inden kampen jagtede Superliga-klubben fra hovedstadsområdet videre avancement i Pokalturneringen efter et 2-3-nederlag til Fredericia tidligere på ugen.
Ni minutter efter udvisningen scorede Gustav Marcussen for gæsterne, hvilket også blev kampens resultat. Dermed er Fredericia videre til semifinalen, hvor de skal møde Silkeborg IF i semifinalen. I den anden semifinale skal FC Nordsjælland møde AGF.
Du kan se Andreas Bjellands udvisning i videoen over artiklen. Du kan se højdepunkterne fra kampen i videoen herunder: