- Det er jo mere held end forstand, at ingen kommer til skade. Men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det kan foregå. Spillerne gør deres arbejde, og så bliver de mødt med jernrør og andre kasteskyts. Det er helt uacceptabelt, og klubberne er nødt til at gøre mere for spillernes sikkerhed.
Sådan siger direktør i Spillerforeningen Mads Øland i en pressemeddelelse, efter at flere F.C. København-spillere efter gårsdagens pokal-brag mod Brøndby var tæt på at blive ramt af kasteskyts fra sure Brøndby-fans på vej ned i omklædningen.
Et spørgsmål om tid inden nogen bliver ramt
Flere af Brøndbys fans kastede med blandt andet jernstænger og mønter mod spillerne, og det skal der tages hånd om øjeblikkeligt fra klubbernes side, lyder det.
- Hvis klubberne lader det fortsætte, er det kun et spørgsmål om tid, før spillere kommer alvorlig til skade. At blive udsat for kasteskyts, romerlys, kanonslag og lignende er ikke en del af jobbeskrivelsen eller risikoprofilen for en fodboldspillers virke, og det må det heller aldrig blive. Vi skal have løst det her nu, siger Mads Øland i pressemeddelelsen.
Spillerforeningen vil nu tage fat i Divisionsforeningen for at diskuteret sagen.