Seriehold vil hellere på festival end spille pokalkamp - nu tvinges de til at stille op

Skive forbereder sig igen på at møde Lystrup, der ellers havde meldt afbud til pokalkamp på grund af Smukfest.

Den første melding lød på, at Skive var videre til næste runde af pokalturneringen, men nu har sagen taget en ny drejning. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Divisionsforeningen lægger pres på for at få Lystrup IF til at stille op til torsdagens pokalkamp mod Skive IK.

Tidligere tirsdag annoncerede Skive på sin hjemmeside, at kampen var aflyst, da modstanderen fra Jyllandsserien ikke kunne stille hold.

Forklaringen var, at flere af Lystrups spillere skulle til Smukfest i Skanderborg.

Divisionsforeningen, der administrerer pokalturneringen, har efterfølgende været i kontakt med Lystrup IF og fortalt klubben, at den er forpligtet til at stille op. Det skriver Skive Folkeblad.

- Vi har fortalt dem, at de er forpligtet til at stille op i Sydbank Pokalens afsluttende runder, siger turneringschef Peter Ebbesen til avisen.

- Der er en eliteturnering, og de skal stille med deres stærkest mulige hold, og hvis der er nogle af deres normale førsteholdsspillere, som ikke kan være med, så må de finde nogle andre.

- Ellers risikerer det at få alvorlige konsekvenser, så de bør lægge sig i selen, fortæller Ebbesen.

Skives 1. divisionshold forbereder sig nu på, at kampen bliver spillet.

- Jeg tror, Lystrup har fået besked om, at straffen for at melde afbud vil være så hård, at de er klar til at stille med deres bestyrelse for at undgå det, siger sportschef Rasmus Brandhof til Skive Folkeblad.

Formand i Lystrup Susanne Pedersen fortæller til lokalavisen.dk, at klubben forsøger at stille med et hold.

Hun forklarer samtidig, at det er en spillerflugt efter sidste sæsons nedrykning fra danmarksserien, der volder problemer før torsdagens pokalkamp.

- Der er så en hel del spillere, som skifter klub, fordi de stadig har en ambition om at spille i danmarksserien, siger formanden.

- Da vi prøver at finde spillere på andetholdet og længere nede, så er det rigtigt, at en del er taget på Smukfest, siger hun.

Hvis Lystrup ender med at melde afbud til kampen, skal sagen behandles af Fodboldens Disciplinærinstans.

/ritzau/