Kvartfinalerne i pokalturneringen byder på et ægte topbrag, når FCK i Parken tager imod Randers.
Det er rækkens nummer to mod nummer tre, og i en sæson hvor FC Midtjylland med sit forspring på ni point tilsyneladende har sat sig solidt på førstepladsen og guldmedaljerne, kan en pokaltriumf udgøre en form for plaster på såret, lyder det fra FC Københavns erfarne midtbaneslider.
- Det er en mulighed for at vinde en titel og komme med Europa. Selvfølgelig satser vi stadig meget stærkt på Superligaen, men jeg tror, at for alle topholdene er pokalturneringen ekstra vigtig i år - både os, Randers og Brøndby - fordi FC Midtjylland er stukket af.
- Så det bliver en spændende kamp mellem nummer to og tre i ligaen, men så håber vi på, at det bliver en fordel for os, at vi spiller på hjemmebane, siger han.
Målene skal nok komme
Ståle Solbakken vil ikke skrive sit hold ud af kampen om Superligaguldet, men han slår fast, at FC København i modsætning til de tidligere runder nu stiller i stærkeste opstilling til kampen mod Randers i kvartfinalen.
- Jeg må jo være ærlig og sige, at vi har brugt en del pokalkampe, da vi spillede europæisk i efteråret, til at rotere kraftigt på holdet. Imod Randers er der nogle, der får chancen, men det er en opstilling, der lige så godt kunne være den stærkeste, slår nordmanden fast.
Ståle Solbakken har stor tiltro til sit mandskab, selvom det i weekenden blev til et nederlag i Odense.
- Jeg er godt tilfreds med det jeg har set i de sidste seks - syv kampe. Vi var stærke før jul, og de to seneste har været solide. Vi fik ikke noget ud af det i Odense, men hvis vi skaber lige så mange chancer, så kommer målene også, siger han.
FC København har vundet pokalturneringen fem gange og været i pokalturneringen ni gange.
FC København - Randers sparkes i gang klokken 18.00, og du kan følge den direkte i Liga på P3.