I 1987 siden sendte Jyllandsserieholdet Skagen IK chokbølger gennem det meste af fodbolddanmark, da de slog mægtige Brøndby IF ud af ottendedelsfinalen i pokalturneringen.
30 år senere var det AC Horsens, der måtte en tur i skammekrogen, da de onsdag aften blev slået ud af selv samme turnering af en næsten lige så underlegen modstander – nemlig Holbæk, der i skrivende stund indtager fjerdepladsen i en af de fire Danmarksserier, vi har i landet.
Mellem Brøndby-nederlaget i 1987 og Horsens’ ditto i 2017 har der været mange andre overraskelser i den danske pokalturnering. DR Sporten har samlet fem af de største.
1987: Skagen over B1903 efter straffesparskonkurrence
Inden Skagen slog Brøndby ud af pokalturneringen, havde de allerede gjort opmærksomme på sig selv ved at slå de forsvarende pokalmestre, B1903, ud af turneringen. I lighed med Brøndby-kampen var det først i en straffesparkskonkurrence, kampen blev afgjort.
Men efter Brøndby-kampen sluttede eventyret for nordjyderne, der tabte 4-0 til Herfølge i kvartfinalen.
2008: Nordvest FC-Horsens, 2-1
Onsdagens resultat er faktisk ikke første gang, Horsens har problemer med Holbæk i pokalturneringen.
Også i 2008 måtte de se sig slået ud af holdet, der dengang hed Nordvest FC. Uagtet navnet var det også dengang en lige så stor overraskelse, for også for ni år siden var det Danmarksserie mod Superliga. Resultatet blev ikke mindre smertefuldt for Horsens, når man har med i regningen, at den første Holbæk-fiasko var i turneringens kvartfinale.
2010: Varde-Brøndby, 4-2
Undervejs førte de 4-0, men slutresultatet blev ”kun” en sejr på 4-2 til 2. divisionsholdet Varde, da de slog Superligaholdet Brøndby ud af pokalturneringens tredje runde i 2010.
2011: Næsby-Silkeborg, 4-3
Det var første gang, Næsby Boldklub var nået helt til ottendedelsfinalen i pokalturneringen, men da man trak Superligaholdet Silkeborg, lignede det et exit for andendivisionsholdet. Det gjorde fynboerne dog til skamme og vandt 4-3 i en kamp, hvor de undervejs havde ført 3-0. Lykken varede dog ikke længe for Næsby, der blev smadret 5-1 af SønderjyskE i kvartfinalen.
2014: SC Egedal over FC Nordsjælland efter straffespark
Egedal og Farum ligger side om side på landkortet, men i 2014 lå Egedal i Danmarksserien og FC Nordsjælland i Superligaen. Ikke desto mindre blev det underdogsene fra Egedal, der efter en straffesparkskonkurrence kunne ønske FC Nordsjælland god tur hjem til nabokommunen.