Nørgaard sikrer Brøndby pokalsemifinale med sent hug

Brøndby besejrede Sønderjyske med 1-0 efter forlænget spilletid. Sejrsmålet blev sat ind efter 118 minutter.

Brøndby jubel over sejren. Pokal Fodbold Sønderjyske mod Brøndby IF. Torsdag den 5 april 2018.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Brøndby er som det andet hold klar til semifinalen i DBU Pokalen efter en kvartfinalesejr på 1-0 efter forlænget spilletid over Sønderjyske torsdag aften.

Efter 118 målløse minutter tog Christian Nørgaard chancen fra lang afstand, og med et fladt skud sendte han bolden i nettet bag Sønderjyske-målmand Lukas Fernandez.

På det tidspunkt var både spillere og tilskuere formentlig begyndt at indstille sig på en afgørelse i straffesparkskonkurrence.

Efter en livlig ordinær kamp havde begge hold nemlig svært ved at spille sig til de store chancer i forlængelsen, og den tilsandede og stadig mere hullede bane i Haderslev gjorde ikke tingene lettere.

Sønderjyske-spillerne tog sig til hovedet efter slutfløjtet, og de havde grund til at ærgre sig, for i den ordinære kamp skabte de chancer nok til at vinde.

Begge hold brænder chancer

Både Mads Hvilsom og Marcel Rømer burde have givet sønderjyderne føringen, men målmandsreserven Benjamin Bellot holdt stand i Brøndby-buret. Brøndby havde bolden mest, men der var langt mellem de markante aktioner fra Superligaens tophold, der benyttede lejligheden til at give et par af stamspillerne en pause på bænken.

Kevin Mensah fik en mulighed knap 20 minutter før tid, efter at Teemu Pukki havde trampet sig igennem hjemmeholdets forsvar.

Men da den ordinære tid var udløbet, var det stadig målløst, og de to hold måtte i forlængelse.

Den var Sønderjyskes Simon Kroon temmelig heldig med at få lov at deltage i, efter at han begik et groft frispark på Brøndbys Hjörtur Hermannsson på et tidspunkt, hvor han allerede var udstyret med en advarsel.

Forlængelsen blev præget af trætte ben, og der var ikke mange chancer, indtil Nørgaard afgjorde det hele med sit langskud.

Onsdag blev Silkeborg med en udesejr over Randers det første hold i semifinalerne.

De øvrige kvartfinaler spilles i næste uge. Her spiller Hobro mod FC Midtjylland, mens Fredericia tager imod AaB.

/ritzau/