FCK-profil revanchelysten før storkamp

FC Midtjylland har slået FC København i alle fire indbyrdes opgør i kalenderåret 2018. Torsdag mødes de i pokalen.

FC Midtjylland har vundet de seneste fire opgør mod FCK. Torsdag mødes de i pokalturneringen. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

FC København har ikke gode minder fra kalenderårets fire indbyrdes kampe mod FC Midtjylland.

I sidste sæson vandt FCM i 2018 tre gange over FCK i Superligaen - en i forårets grundspil og to i mesterskabsspillet.

Og i september blev det til en FCM-sejr på 3-1 hjemme over FCK i denne sæsons hidtil eneste indbyrdes superligakamp.

Torsdag skal FCK igen møde FCM - denne gang i ottendedelsfinalen i den danske pokalturnering.

FCK's midtbanespiller Nicolaj Thomsen forsøger at glemme årets tidligere kampe mod FCM.

- Vi skal ikke tænke så meget på de seneste kampe mod dem. For os handler det om, at vi skal bygge videre på den form, vi er i lige nu.

- Og så er det vigtigt, at vi kommer ud med fuld energi, siger Nicolaj Thomsen til klubbens hjemmeside.

Han tror generelt, at det bliver en fed pokalkamp.

- Vi har haft nogle meget intense opgør mod dem, og vi kommer med en revanchelyst og en sult efter at vinde derovre.

- Begge hold er ivrige efter at gå videre i pokalen, så det bliver et fedt opgør, og jeg tror på, at vi kan tage sejren, siger han.

Nogle vil måske mene, at FCK har fået en dårlig lodtrækning, men Nicolaj Thomsen ser anderledes på det.

- Det er en spændende lodtrækning, og vi skal jo slå dem ud før eller siden. Så vi kan ligeså godt gøre det nu, lyder det fra Nicolaj Thomsen.

Kampen mellem FCM og FCK fløjtes i gang torsdag klokken 19.30 i Herning.

/ritzau/