Dobbelt-comeback i jysk pokaldrama

Silkeborg spillede søndag 2-2 hjemme mod AaB i pokalturneringen. Det er første opgør af to.

Alle målene i opgøret mellem Silkeborg og AaB blev scoret i anden halvleg.

Silkeborg mod AaB lugter måske lidt af en kendt mellemvare fra landets bedste fodboldrække. Men fordi vi skriver december, er spillet om tre point skiftet ud med muligheden om videre avancement i pokalturneringen.

Det er noget, der batter. Det er det bare.

Og når man samtidig er udstyret med en snorlige kunstgræsbane, som det er tilfældet i Silkeborg, kunne de fremmødte på lægterne godt tillade sig at forvente en skøn omgang fodbold.

Men lige som med julegaveønsker skal man efterhånden være ret præcis, hvis ikke man vil skuffes. Ja, faktisk kan det være en god idé at skifte den håndskrevne ønskeseddel ud med decideret links, så ingen går galt i byen.

Det var hjemmeholdet, der var mest ivrige efter imødekomme folkets bestilling i dette første opgør af to. Returopgøret finder sted om otte dage.

Skudstøvlerne sad løst, men Vincent Müller i AaB-målet, blev ikke testet andet end et par gange, hvor silkeborggenserne fik indstillet sigtekornet på målet.

Farligst blev det kort før pausen, hvor Müller måtte ud i strakt arm for at holde buret rent.

Rasmus Thelander (tv) måtte udgå med en skade efter 28 minutter.

Selvom AaB primært havde paraderne løftet i første halvleg, lykkedes det alligevel gæsterne at sende et enkelt hug afsted, da Jubril Adedeji kom alene igennem. Men afslutningen havde karakter af en forkølelse opsnappet over weekenden.

0-0 ved pausen.

AaB med første stik

Efter 15 minutters strategimøde i omklædningsrummet mødte begge hold op på banen med en større intensitet end hidtil.

Duellerne var hårdere, spillet flød hurtigere.

Desværre for hjemmeholdet var det AaB, der først fik valuta for pengene. Kasper Davidsen, der netop var kommet på banen for en skadet Melker Widell, fandt sin anfører Mathias Jørgensen i venstre side af feltet. Og på samme kliniske vis, som han har demonstreret gennem sæsonen, sparkede han AaB i front.

På det her tidspunkt kan man ikke bebrejde de silkeborgfans, der sad og skulede til biletten, og den bestilling der indtil videre ikke var blevet leveret.

Men fodboldkampe kan ikke byttes og heldigvis for det, for hjemmeholdet var opsat på at opfylde ønsker. Et drøn på overliggeren indikerede mere i vente, og få minutter efter kom forløsningen for Silkeborg.

Først fik 19-årige Alexander Simmelhack sendt et flot spark i kassen med højrefoden. Müller passeret. 1-1.

Et øjeblik efter fulgte dansk-peruvianske Oliver Sonne op med føringsmålet, da han var først over en returbold i AaB-feltet. 2-1.

Lars Kramer udlignede for AaB i kampens overtid.

Så var alle på lægterne vel glade og tilfredse. Selvfølgelig med undtagelse af AaB-sympatisørerne.

Og i julens natur er det bedst, hvis alle om bordet forlader selskabet nogenlunde tilfredse. Derfor var det også ganske passende, at AaB's Lars Kramer i overtiden dukkede op i feltet og med et resolut spark fik udlignet til resultatet 2-2.

Dermed er alt åbent inden returopgøret, der skal spilles i Aalborg den 16. december klokken 19:00.