Forhåbningsfulde målmænd kan godt lade være med at ringe til Boldklubben Marienlyst.
De bliver nemlig ikke sat på banen som klubbens målmand i opgøret mod Brøndby, selvom klubben tidligere mandag meldte ud, at de manglede en mand til at stå mellem stængerne i pokalkampen onsdag aften.
- Folk behøver ikke ringe til os. Vi kan godt selv finde den målmand, vi skal bruge, siger klubbens træner Carsten Hemmingsen.
Boldklubben Marienlyst har siden mandag morgen fået ti opkald fra håbefulde målmænd, der håbede, at de kunne få lov at trække klubbens målmandstrøje over hovedet.
- Vi snakker allerede med nogle målmænd, som vi selv har taget kontakt til. Så det er ikke fordi, vi er bange for, at der ikke er en målmand i truppen på onsdag, lyder det fra Hemmingsen.
- Det er altså ikke en jobannonce, vi har sat i avisen.
Klubbens normale førstemålmand Jeppe Kirk er ude af pokalkampen, da han er kommet til skade med den ene menisk og skal opereres.
Derfor er der i første omgang lagt op til, at Daniel Egholm Skøtt skal stå på mål i onsdagens pokalkamp mod Brøndby.