Den danske pokalturnering er kendt for at levere store overraskelser, og onsdag aften blev endnu en stor fortælling tilføjet til historiebogen.
3. divisionsholdet Brabrand sendte nemlig superligamandskabet FC Nordsjælland ud i ottendedelsfinalerne efter lidt af et drama.
Kampen endte 1-1 i den ordinære spilletid, og da der ikke blev scoret i den forlængede spilletid, skulle kampen afgøres i en straffesparkskonkurrence.
Kort inden det sidste fløj i den forlængede spilletid blev reservekeeper Henrik Lindhard skiftet ind for Brabrand, og han endte med at blive helten for det østjyske hold, da han reddede Lucas Heys forsøg, og Tobias Olesen så efterfølgende scorede.
- Det var helt vanvittigt. Da Tobias (Olesen red.) scorede det sidste, så brød jublen løs, og masser af mennesker stormede banen.
At Henrik Lindhard skulle skulle ende med at blive helten, var ikke noget, den 29-årige målmand havde regnet med. Han kendte nemlig ikke til trænerteamets planer om at skifte ham ind.
- Det var ikke noget, jeg var blevet informeret om, og vi havde ikke regnet med en straffesparkskonkurrence. Jeg fik at vide efter 100 minutter, at de ville skifte mig ind i slutningen af den forlængede spilletid, hvis de kunne se, den ville gå i straffesparkskonkurrence.
20 spark skulle der til
En straffesparkskonkurrence er i sig selv ret dramatisk, men der blev tilføjet yderligere til den, der fandt sted i dag på Brabrand Stadion.
Hele 18 spark, ja faktisk 20, skulle der til, før afgørelsen faldt.
Brabrands Jonas Berwald brændte nemlig sit forsøg, men der blev dømt omspark, fordi FCN-keeper William Lykke forlod stregen for tidligt, og efterfølgende scorede Bergwald så.
Det samme blev Henrik Lindhard beskyldt for at gøre, da han reddede Lucas Heys efterfølgende forsøg, det 19. i kampen, og så måtte Lindhard jo prøve igen.
Her diskede Lindhard så op med endnu en redning, og den var ikke blot vigtig for Brabrand, men også for Lindhard, der snart selv skulle agere sparker.
- Jeg kunne godt lugte lunten. Det var jo snart min tur til at sparke, og så måtte jeg hellere få reddet en bold, siger Lindhard med et grin.
Efterfølgende afgjorde Tobias Olesen så kampen, og derfor kan Brabrand-spillerne glæde sig til at finde ud af, hvem der venter i kvartfinalen, der skal afgøres over to kampe.
- Et lokalopgør mod AGF kunne være sjovt, men en tur i Parken eller på Brøndby Stadion ville da heller ikke være helt dumt.
Inden da venter en vigtig kamp mod Holbæk i 3. division for Brabrand-spillerne, der også har arbejde og studier at passe imellem de store opgaver på fodboldbanen.
Henrik Lindhard har dog fået lov til at hygge sig i aften, hvor flere spillere samles til en øl... Eller to.
- Min chef har allerede skrevet, at jeg godt må møde lidt senere.