PODCAST Superligaens frække dreng har sat skub i udviklingen

Fodboldmagasinets podcast diskuterer bl.a. i denne uge, hvilken betydning FC Midtjylland har haft for udviklingen i Superliga-klubberne.

FC Midtjylland har sat skub i udviklingen hos de andre Superliga-klubber, mener panelet i denne uges podcast. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

Da FC Midtjylland i 1999 blev dannet som en fusion mellem Herning Fremad og Ikast FS, måtte klubben kæmpe for sin ret blandt de eksisterende klubber i toppen af dansk fodbold. Armbevægelserne var lige så store som nytænkningen, og det skabte en del fjender i fodbold-Danmark.

I takt med årene er FC Midtjylland nu vokset til et førerhold i Superligaen, og klubbens metoder har haft stor betydning i de andre klubber, mener panelet i denne uges podcast fra Fodboldmagasinet.

- FC Midtjylland har ændret de andre klubber, fordi de andre klubber har kigget på FCM og tænkt: ”det kan godt være, at vi skal stå op lidt tidligere om morgenen og træne en ekstra gang,” siger Peter Rudbæk, der er leder af DBU’s træneruddannelse.

FCM er som Mads Skjern og højdespringeren Fosbury

Peter Rudbæk forklarer, hvordan de andre klubber så på FC Midtjyllands opførsel i de første leveår.

- Jeg tror, at det var en ærgrelse fra de etablerede klubber over, at der nu kom en fræk dreng i klassen, som gjorde tingene anderledes. Ungtalenterne fik pludselig morgentræning, og det burde der næsten være en regel for, at det måtte man ikke. For tænk på hvor tidligt man så skulle op, siger Peter Rudbæk, der sammen med Gisle Thorsen (Ekstra Bladet) og Troels Henrik (Jyllands-Posten) debatterer FCM’s rolle i dansk fodbold.

Undervejs i diskussionen bliver både Mads Skjern og højdespringeren Dick Fosbury sammenlignet med FC Midtjylland, som naturligvis ikke er det eneste punkt i podcasten.

Panelet kigger også på AaB og FCK’s skiftende succes i Europa League, Ove Pedersens evner som redningsmand og kravene til en moderne cheftræner, der måske/måske ikke bestemmer lige så meget som for 10 år siden.

Hør hele udsendelsen ved at klikke her.

Henrik Fallesen er vært på Fodboldmagasinets podcast. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, Type 1)