Danmarks største fodboldnavn på kvindesiden, Pernille Harder, stopper hos topklubben Chelsea efter sæsonen.
Det oplyser englænderne på sin hjemmeside. Danskerens kommende destination vides ikke.
Da Harder for tre år siden skiftede fra tyske Wolfsburg til Chelsea skete det i en handel, der gjorde hende til den dyreste kvindelige fodboldspiller i historien.
Vi skal blot skrue tiden tilbage til weekenden for at se, hvilken betydning danskeren har haft i Chelsea. Her hun leverede nemlig en assist i klubbens 1-0 sejr over Manchester United i FA Cup-finalen. Danskerens tredje FA Cup-triumf med Chelsea.
30-årige Harder skriver i et opslag på sin Instagram-profil, at hun har nydt sin tid hos englænderne.
- Det har været en drøm, der blev til virkelighed at spille for denne fantastiske klub, og jeg har elsket hvert sekund. Jeg forlader klubben med mange gode minder og venskaber, og jeg vil for evigt være taknemmelig for, hvordan I fans har budt mig velkommen. Tak for jeres utrolige støtte gennem årene. Det har været en fantastisk rejse, skriver danskeren.
Tidligere på dagen blev det ligeledes meldt ud, at Harders kæresten, den svenske landsholdsspiller Magdalene Erikkson, også forlader Chelsea.
Klubbens træner, briten Emma Hayes, holder heller ikke igen med de rosende ord om danskeren, der trods skader i indeværende sæson for nyligt er vendt tilbage - og har gjort en forskel.
- Pernille er af de bedste offensive spillere i verden, og man kan se hendes kvaliteter dag ind, dag ud. Hun har altid været målrettet for at få succes, for at nå toppen og hjælpe holdet med at vinde trofæer, siger Emma Hayes på Chelseas hjemmeside.
- Selvom hun har været savnet denne sæson på grund af skader, har vi set i de sidste par kampe, hvilke kvaliteter hun har. Jeg vil gerne sige tak for hendes brilliante bidrag til holdets succes de sidste par år, og jeg ønsker hende det bedste for fremtiden, siger Chelsea-manageren.
Siden Pernille Harder skiftede til Chelsea, har hun spillet 79 kampe for klubben og scoret 44 mål. Også for det danske landshold er den offensive stjerne instrumental. Her står hun noteret for 140 A-landskampe og hele 70 scoringer.
Det er endnu ikke meldt ud, hvor den danske stjerne fortsætter karrieren.