Det er langt fra sikkert, at det danske OL-landshold kommer til at bestå af de bedste Superliga-spillere. Den komplicerede sag handler om at klubberne, der ejer spillerne, vægter deres egne interesser højere end DBU’s landsholdsinteresser.
Her får du et simplificeret overblik over, hvad det hele går ud på.
1: Stridspunktet
Under OL skal der nemlig spilles tre Superliga-kampe, og derudover skal flere klubber måske spille kvalifikationskampe til de europæiske gruppespil. Det gør, at topklubberne FCK og FCM ikke som udgangspunkt vil stille deres spillere til rådighed for OL-landsholdet.
2: Kalenderen
OL-turneringen spilles fra den 4. til den 20. august og kommer med sikkerhed til at ligge oven i tre Superliga-runder.
Derudover kan op til tre europæiske kvalifikationskampe også blive et problem ifølge DBU’s kalender, hvis de danske hold altså spiller sig frem til disse kampe.
3: Reglerne
Her er sagens mest komplicerede punkt. Reglerne er nemlig ikke så lige til, som man skulle tro.
Spillerforeningen mener, at spillerne har ret til at spille OL: Ifølge DBU's standardkontakt, som man kan finde på Spillerforeningens hjemmeside (paragraf 7, stk. 7.1 og 7.2), så skal danske spillere have ”fri til deltagelse ved træningssamlinger, landskampe og lignende, hvortil spilleren udtages af DBU”. Det siger Spillerforeningens formand, Mads Øland.
For spillere der ikke er danske statsborgere gælder Fifas regler om landsholdsterminer. Her skal det fremhæves, at OL-turneringen IKKE er skrevet ind som en officiel landsholdstermin, hvor klubberne er forpligtiget til at give deres spillere fri.
Det vil sige, at FCK ud fra ovenstående skal give danske Andreas Cornelius fri, hvis han bliver udtaget, mens klubben godt kan bestemme at svenske Ludwig Augustinsson skal blive i København. Dog har DBU tidligere meddelt, at man ikke vil udtage spillere, som klubberne ikke ønsker at frigive.
Divisionsforeningen mener, at klubberne har ret til at holde på spillerne: Direktør Claus Thomsen er bekendt med ovenstående paragraf, men da den ifølge ham er en del af en aftale indgået mellem en klub og en spiller, så kan DBU ikke påberåbe sig nogen som helst rettigheder og kræve spillerne fri.
Klubberne må nemlig ikke udtage spillere til landsholdet, som klubberne ikke vil frigive, når det er uden for Fifas officielle landsholdsterminer. Og det er OL.
DBU vil ikke kommentere på jura: Hverken DBU's juridiske afdeling eller elitechef Kim Hallberg ønsker at oplyse, hvor vidt unionen med en henvisning til standardkontrakten kan udtage de danske spillere i Superligaen, som landstræneren måtte pege på.
Kim Hallberg slår fast, at han håber, at man finder en fælles løsning - selvom han i efteråret gav udtryk for at paragraf 7.1 juridisk giver visse muligheder:
- Jeg læser det som om spilleren har mulighed for at stå til rådighed for DBU, hvis han bliver udtaget, sagde Hallberg bl.a. til Ekstra Bladet.
Alder: OL-holdet må bestå af spillere der er op til 23 år og tre spillere, der er ældre end det.
4: Set fra klubbernes side
Imod OL: Klubberne ejer spillerne og betaler deres løn. Hvorfor så låne dem ud til landsholdet - endda med risiko for skader, når klubben selv skal spille?
Imod OL: Superliga-point kan hjælpe klubben frem mod mesterskabet, mens kvalifikation til europæiske gruppespil i bedste fald kan indbringe langt over 100 millioner kroner.
Imod OL: Præstationer i europæisk fodbold har indflydelse på klubbens og Danmarks koefficientpoint i de næste fem sæsoner.
For OL: OL er et udstillingsvindue, så en god præstation kan øge en spillers pris – og måske danne grundlag for et salg.
5: Set fra DBU’s side
For OL: Et godt dansk OL-hold kan brande Danmark som en god fodboldnation.
For OL: Det er første gang i 24 år at Danmark stiller med et fodboldhold ved OL. Alene derfor må ambitionen være at gøre det så godt som muligt.
Imod OL: Dansk fodbold kan overordnet set nyde godt af at de danske klubber klarer sig godt i de europæiske turneringer. Gode resultater bliver sværere at få, hvis OL-holdet snupper de bedste spillere.