Fire ud af fem kandidater til præsidentvalget i Fifa er klar til at trykke hånd med de nordiske landes fodboldledere. De har nemlig takket ja til en invitation, der mandag bringer dem til København for at tale sig til stemmer ved det kommende præsidentvalg i det internationale fodboldforbund.
Både Jerome Champagne, Prince Ali bin al-Hussein, Gianni Infantino og Tokyo Sexwale dukker op på Hotel Hilton, hvor repræsentanter fra Færøerne, Finland, Island, Norge, Sverige og naturligvis Danmark også er til stede.
- Jeg ser frem til at høre deres tanker om emner som transparens, reformer for FIFA og flere kvinder i fodbolden, siger DBU’s formand Jesper Møller til unionens hjemmeside.
Tæt løb
Kun Sheikh Salman bin Ibrahim Al Khalifa vil mangle, når de andre mødes klokken 12, men for god ordens skyld har vi taget ham med i grafikken herover. I den kan du få et overblik over, hvem kandidaterne er, inden de selv får mulighed for at fortælle om deres visioner.
Mens de seneste Fifa-valg har handlet om, hvem der kunne vælte Sepp Blatter, så handler det kommende valg om hvilken kandidat der kan skille sig positivt ud fra mængden. Her er mødet i København en god mulighed for at gøre et godt indtryk på de nordiske lande.
Præsidentvalget i Fifa afholdes 26. februar.