Uefa, det europæiske fodboldforbund, vil kun have én kandidat til posten som præsident for Fifa.
Uefas generalsekretær, Gianni Infantino, vil nemlig trække sig, hvis Michel Platini, Uefas præsident, som er suspenderet i 90 dage fra al fodboldrelateret aktivitet, får lov at stille op.
Det meddeler han tirsdag til avisen La Gazzetta dello Sport.
- Mit kandidatur er ikke imod Michels. Hvis han er i stand til at stille op, trækker jeg mig. Det er et simpelt spørgsmål om loyalitet.
- Men lige nu er jeg 100 procent kandidat og jeg bevæger mig fremad. Ikke kun for Europa, men for fodbold i hele verden, siger Gianni Infantino til avisen ifølge nyhedsbureauet AFP.
Har støtte fra Platini
Han skynder sig at fortælle, at der er er noget andet, som skal gøres helt klart.
- Platini er præsident og jeg har arbejdet sammen med ham i ni år. Det er naturligt, at jeg har hans støtte, ellers ville jeg ikke stille op, fortsætter den 45-årige fodboldmand, som er født i Schweiz og både har schweizisk og italiensk statsborgerskab.
Michel Platini er suspenderet på grund af skandalen i Fifa. Man undersøger en mistænkelig betaling fra Fifa til franskmanden. Kun hvis han bliver fri for mistanke, får han lov at stille op til præsidentvalget.
Præsidentvalget i Fifa finder sted den 26. februar.
/ritzau/