Søndagens norske nedtur bliver i hjemlandet kaldt en af "de værste landskampe" i meget lang tid.
Der er tale om fodboldlandsholdets nederlag på 5-1 til Østrig, og den slags får kritikerne op af stolen. Blandt andre den tidligere norske fodboldspiller Jesper Mathisen.
- Det blev et mareridt, siger TV 2 Norges fodboldekspert.
- Østrig "pisser" på Norge.
Kristoffer Løkberg, ligeledes pensioneret norsk fodboldspiller, var også rasende, da han som ekspert for NRK skulle sætte ord på kampen.
- Totalt kollaps af Norge. Det er pinligt, siger han.
- Det er som taget ud af en gyserfilm.
Østrig kom foran efter otte minutter, men Norge fik svaret igen kort før pausen, hvor der stod 1-1. Der skulle dog ikke blive tale om uafgjort eller tre norske point, for i løbet af de sidste 45 minutter bankede Østrig fire mål ind til slutresultatet 5-1 i Østrig.
NRK's radiokommentator Olav Traaen var da også målløs.
- Norge bliver ydmyget. Det er en forfærdelig norsk fodboldaften, sagde han ifølge Nettavisen.
'Et monumentalt sammenbrud på alle parametre'
Daniel Høglund, der arbejder for det norske TV3, stemte i og var især harm over perioden på 20 minutter i anden halvleg, hvor Norge lukkede fire mål ind.
- Det er noget af det værste, jeg har set fra et norsk landshold. Direkte pinligt, skriver han på det sociale medie X.
Den tidligere norske fodboldtræner Lars Tjærnås kan heller ikke begribe, hvad han så søndag aften. Han havde ikke se fiaskoen komme efter en god første halvleg, skriver han i en sms til mediet VG.
- Det er lidt uvirkeligt i den der halve time efter pausen. Jeg sidder med en følelse af, at jeg ikke helt tror på det, jeg har set, skriver Lars Tjærnås.
- Det er et monumentalt sammenbrud på alle parametre. Der er næsten ingen mening i en professionel analyse, for det er grundlaget og fundamentet, der svigter.
Til trods for det ringe resultat mener den tidligere fodboldtræner, at det er fjollet med en diskussion om, hvorvidt Ståle Solbakken bør fyres som chefstrateg for Norges landshold.
- Flere af de sene mål er resultatet af ting, der ligger uden for en træners kontrol, siger Lars Tjærnås.
- Og kampplanen var fornuftig nok. Men det ser selvfølgelig ekstremt grimt ud - for det er grimt.
Ståle Solbakken er da heller ikke stolt af søndagens nederlag, som han kalder en "grusom oplevelse" for alle og gør det svært at glæde sig over de foregående sejre på 3-0 over Slovenien og 2-1 over Østrig.
- Vi har opbygget en tryghed på holdet. Det er ikke længe siden, vi slog Østrig på hjemmebane og lavede kaos med Slovenien i torsdags. Det er klart, at det er en hård oplevelse, siger Ståle Solbakken til TV 2 Norge.
Det er landsholdsspilleren Sander Berge enig i.
- Det, der sker i anden halvleg, er pinligt og flovt. Det er chokerende dårligt, siger Sander Berge til TV 2 Norge.
Nederlaget betyder, at Norge nu deler førstepladsen i gruppe 3 i B-laget med Østrig og Slovenien, der alle har syv point. På sidstepladsen er Kasakhstan med et point.