Det kunne ikke starte meget bedre for Nicklas Bendtner i hans nye norske klub Rosenborg.
Her lykkedes det danskeren at stange bolden i nettet til 1-0 i sin ligadebut i den norske Eliteserien. En scoring der kickstartede Rosenborg, som endte med at vinde 3-0 over Odd i sæsonens første kamp.
Og ikke nok med at danskeren blev kåret som kampens bedste på hjemmebanen Lerkendal i Trondheim, så imponerede han også hans norske modstandere.
- Det gik rigtig godt, lige indtil Bendtner kom. Han har et niveau, der er højere end alle andre. Det han gjorde i dag (søndag, red.) er klasse, og der er ingen andre i rækken med det niveau, sagde modstanderholdets træner Dag-Eilev Fagermo til Eurosport efter kampen.
Den norske avis VG var også imponerede af Nicklas Bendtner. VG kalder Bendtners første kamp i Eliteserien for en drømmedebut og udpeger ham som dagens mand i skysovs for Rosenborg.
På norsk TV2 var deres fodboldekspert Jesper Mathisen også begejstret.
- Det var en varemærkescoring af Bendtner og Rosenborg. Jeg har sagt, at han kommer til at score over 20 mål, hvis han holder sig skadesfri. Med tanke på hvor mange chancer Rosenborg skaber, så kommer han til at banke mål ind for Rosenborg.
De rosende vendinger fortsætter på det norske medie dagbladet.no. Her bliver Nicklas Bendtner hyldet af den norske ekspertkommentator Morten Pedersen under overskriften.
- Det var ikke Rosenborg som slog Odd, det var Nicklas Bendtner.
Til samme medie siger holdkammerat i Rosenborg Mike Jensen, at han forestiller sig, at landstræner Åge Hareide har et øje på Bendtner.
- Nu kan folk begynde at snakke med rette. For det, han leverede, var helt outstanding. Han kom stort set vellykket ud af alt, han var involveret i, og det er jo ham, der får os i gang.
- Mon ikke Hareide følger nøje med. Det tænker jeg, at han gør.
Selv var Bendtner mere nede på jorden efter sejren.
- Det er perfekt at score i min første kamp på hjemmebane. Det var en god debut og vigtigt at få scoret det første mål, sagde Bendtner til VG efter kampen.
Næste kamp for Bendtner og Rosenborg er allerede på onsdag, hvor de besøger Sandefjord.