Nice-træner efter Dolberg-show: 'Han er i verdensklasse'

Nice-træner Patrick Vieira mener, at landsholdsangriber Kasper Dolberg er i verdensklasse efter to mål søndag.

Kasper Dolberg var den store profil for Nice, da han søndag scorede begge klubbens mål i 2-1-sejren over Lyon. (Foto: © Foto: ERIC GAILLARD / Scanpix 2008, REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Kasper Dolberg scorede to gange for Nice søndag, og den danske landsholdsangriber nåede dermed op på otte ligascoringer i denne sæson.

Dolberg bragte Nice foran 1-0 og sikrede også 2-1-sejren på hjemmebane mod Lyon i den franske liga.

De to mål får Nice-træner Patrick Vieira til at rose Kasper Dolberg i store vendinger mandag på klubbens hjemmeside.

Den tidligere Arsenal-profil mener, at Kasper Dolberg hører til blandt de bedste fodboldspillere overhovedet.

Kasper Dolberg tiljubles efter én af sine to scoringer fra weekendens kamp mod Lyon. (Foto: © Eric Gaillard, Scanpix)

- Han er en verdensklassespiller. Det kan man se på hans løb, hans førstegangsberøringer på bolden, og på hvordan han kommer foran sin mand ved indlæg.

- Vi vil arbejde hårdt for at få det bedste frem i ham. Han arbejder hårdt på banen, og han kæmpede mod et bjerg af forsvarsspillere i dag (søndag, red.), siger Patrick Vieira til Nices hjemmeside.

To klassiske angribermål

Efter en halv time blev et skud udefra blokeret udefra af Ciprian Tatarusanu i Lyon-målet, og så var Dolberg hurtigt over returbolden og scorede.

20 minutter inde i anden halvleg var Dolberg igen på pletten, da han hårdt presset fik sendt bolden i mål efter et indlæg.

Med de tre point ligger Nice på ottendepladsen i rækken, hvor det er tæt kamp om den fjerdeplads, der giver adgang til gruppespillet i Europa League.

Joachim Andersen og Riza Durmisi sad hele kampen på bænken for henholdsvis Lyon og Nice.

Kasper Dolberg skiftede i sommeren 2019 fra hollandske Ajax til Nice.

Han har fået spilletid i 22 af sæsonens hidtidige 24 ligakampe.

/ritzau/