Myndigheder undersøger Beckenbauer for svindel

De schweiziske anklagemyndigheder bekræfter, at der er indledt en undersøgelse af Franz Beckenbauers forhold.

Bekræftelsen kommer efter histoirer om hvidvaskning af penge i forbindelse med Tysklands værtskab for VM i fodbold i 2006. (Foto: © TOBIAS SCHWARZ, Scanpix)

Den tyske fodboldlegende Franz Beckenbauer har tidligere flere gange afvist at have gjort noget forkert i forhold til økonomisk svindel.

Nu har de schweiziske anklagemyndigheder imidlertid besluttet at sætte tyskerens troværdighed på prøve.

Myndighederne bekræfter nemlig torsdag overfor Spiegel Online, at der er indledt en undersøgelse af fodboldlegenden.

Bekræftelsen kommer som en følge af, at Spiegel Online har skrevet, at Franz Beckenbauer undersøges for blandt andet hvidvaskning af penge i forbindelse med Tysklands værtskab for VM i fodbold i 2006.

Beckenbauer var topchef for arrangementskomitéen ved den lejlighed.

- På vegne af anklagemyndigheden i Schweiz kan jeg bekræfte, at der er en undersøgelse i gang, lyder en kortfattet besked fra en talskvinde fra anklagemyndigheden, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Talskvinden oplyser desuden, at anklagemyndigheden vil frigive flere detaljer i løbet af torsdagen.

/ritzau/