Midtjysk kæmpetalent er årets profil i Superligaen

FC Midtjyllands Pione Sisto er kåret som årets profil i Superligaen af sine fodboldkolleger.

Pione Sisto er nu den stolte indehaver af hæderen som årets profil i Superligaen 2014. (© Scanpix)

FC Midtjyllands lille midtbanespiller, Pione Sisto, er blevet kåret som årets profil i Superligaen af sine fodboldkolleger.   

Han fik sit gennembrud i sidste sæson, hvor han spillede 27 kampe i Superligaen, men i denne sæson har han taget det sidste skridt og markeret sig runde efter runde i landets bedste fodboldrække.

Han har fået spilletid i samtlige 15 kampei denne sæson for det midtjyske mandskab, og han har indtil videre scoret syv mål og lavet to assist og dermed spillet en fremtrædende rolle på et i forvejen velspillende hold, der fører Superligaen og er på jagt efter sit første DM-guld i klubbens historie.

Roser fra Riddersholm

Hans præstationer har da også fået træner Glen Riddersholm til ved flere lejligheder at kaste roser efter det unge talent som han mener, appellerer til publikum med mere end bare sine evner med bolden.

- Han har et glimt i øjet og spiller et spil, der appellerer til publikum. Derfor er han også allerede blevet en populær skikkelse i regionen, har han tidligere udtalt om Pione Sisto.

Den 19-årige Sisto, der er født i Uganda af sudanske forældre, er godt i gang med at få dansk statsborgerskab, og vejen til den rød-hvide landsholdstrøje, når det sker, ser allerede nu ud til at være ganske kort. Ifølge landstræner Morten Olsen er han i hvert fald en type spiller, der sælger billetter, idet han både er en individualist og en teamspiller på samme tid.

- Selvfølgelig skal man have plads til en spiller af den her kaliber. Det, jeg hæfter mig ved hos ham, er, at han har et forholdvis højt bundniveau. Alle unge spillere har ups and downs, men i mindre gode kampe er han altid en fantastisk teamplayer. På det punkt kan man godt sammenligne ham med Christian Eriksen, har landstræneren sagt om ham til BT.  

Fine forgængere

Skulle Pione Sisto få debut på det danske landshold efter at have modtaget hæderen som årets profil i Superligaen, følger han samtidig i fodsporene på en lang række nuværende og tidligere profiler og tidligere vindere af prisen som Michael Gravgaard, Jakob Poulsen, Jesper Grønkjær og Peter Ankersen.   

Det er Spillerforeningen, der står bag kåringen, hvor superligaspillerne selv stemmer på Årets Profil i Superligaen. Kåringen har fundet sted siden 1989.

 

Pione Sisto fik overrakt prisen inden aftenens hjemmekamp mod FC Vestsjælland.